Fredag kom det frem, at Peter Warnøe har valgt at trække sig fra programmet 'Løvens Hule', og i den forbindelse er det relevant at spørge: Hvad nu?

Serieinvestor Peter Warnøe forklarede selv på sin Facebook-profil, at han har valgt at trække sig som 'løve' i programmet, fordi han skal have bragt orden i en række private aktionærlån, der ikke skulle have været optaget.

'Jeg skal naturligvis have styr på disse private ting hurtigst muligt, hvad jeg arbejder intens på,' skrev han på Facebook om de ulovlige lån.

Efter den 55-årige serieinvestors exit fra 'Løvens Hule' har B.T. forsøgt at få en kommentar fra DR om det populære tv-programs fremtid, men programmets redaktør, Stine Preem, har ikke ønsket at udtale sig til B.T. i denne forbindelse.

DR henviser i stedet til den pressemeddelelse, de selv lagde ud fredag eftermiddag.

'Redaktøren for DR1-programmet 'Løvens Hule', Stine Preem, oplyser, at hun i dag har talt med Peter Warnøe, og at hun forstår hans beslutning. Hun takker ham for hans medvirken i programmet,' lød det i pressemeddelelsen.

B.T. ville gerne have spurgt ind til, hvad der skal ske nu, hvilke konsekvenser det får for programmet, om antallet af 'løver' (investorer, red.) bliver ændret, og om der allerede er kørt en ny 'løve' i stilling.

Men det har ikke været muligt at få svar på spørgsmålene.

Peter Warnøe har trukket sig fra 'Løvens Hule'.
Peter Warnøe har trukket sig fra 'Løvens Hule'. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

DR forklarer i stedet i en mail til B.T., at det er for tidligt at sige noget om selve programmet før næste sæson starter til foråret.

Christian Stadil stoppede som løve i programmet efter sidste sæson, men afløseren er allerede fundet i den frederikshavnske iværksætter Jacob Risgaard, der er medejer af netbutikken Coolshop.

Peter Warnøes exit kommer som konsekvens af, at det er kommet frem, at han har optaget ulovlige lån på flere millioner kroner.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra de tilbageværende 'løver', men hverken Jesper Buch eller Jan Lehrmann har ønsket at kommentere på Peter Warnøes exit, mens Mia Wagner ikke er vendt tilbage på B.T.s henvendelser.