Den 2. februar har DR premiere på en ny stor søndagsdramaserie. Den hedder ’Når støvet har lagt sig’ og fortæller historien om et terrorangreb på en københavnsk restaurant, og hvordan det påvirker de involverede.

For skuespillerne, der lagde krop og følelser i de forfærdelige scener, blev det en ualmindelig hård oplevelse. Flere havde faktisk svært ved at ryste optagelserne af sig, fortalte de, da B.T. tirsdag mødte dem på et pressemøde i DR Byen.

»Jeg havde svært ved at sove, da jeg kom hjem. Jeg har tidligere lavet den slags scener med skyderier, men det her var meget mere tungt og hensynsløst. Selvom der blev skudt med løs krudt, så blev jeg pissebange. Det var et mareridt, der kørte en del dage,« fortæller Peter Christoffersen, der spiller kokken Nikolaj, hvis restaurant bliver angrebet af terrorister.

Peter Christoffersen måtte for at ryste de psykisk hårde optagelser af sig efter arbejdet i DR Byen køre ned til Islands Brygge og tage en dukkert i det kolde vand.

De medvirkende i den nye dramaserie 'Når støvet har lagt sig'. (Peter Christoffersen forrest i ternet skjorte.)
De medvirkende i den nye dramaserie 'Når støvet har lagt sig'. (Peter Christoffersen forrest i ternet skjorte.) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Jeg er i forvejen glad for at vinterbade, men det var tiltrængt lige at skylle det af mig. Når jeg kom hjem, måtte jeg også lige tænde et lys og tjekke mentalt ud for dagen, så jeg ikke vågnede op om natten med mareridt.«

Selvom terrorangrebet i ’Når støvet har lagt sig’ heldigvis bare er fiktion, er det ikke mange år siden, at København netop var ude for noget lignende med angrebet på kulturhuset Krudttønden i 2015.

Flere af skuespillerne følte, at deres arbejde pludselig virkede meget som virkelighed.

»Det kom bag på mig, hvor voldsomt det var. Hvor meget vi har lavet en serie, som forsøger at læne sig op ad virkeligheden. Jeg har set scenen igennem flere gange, og det er stadig svært at se den,« fortæller Filippa Suenson, der spiller den enlige mor Louise, der arbejder som tjener på den terrorramte restaurant.

Filippa Suenson.
Filippa Suenson. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Fillippa Suenson boede i 2015 tæt på den netcafé på Nørrebro, gerningsmanden havde siddet på.

Hun tænker i dag tilbage på, hvor absurd det var at følge med i.

»Man sad lidt underlig følelsesløs. Med serien har vi prøvet at sætte os ind i, hvordan det var at være præcis der, hvor det skete.«

Jacob Lohmann, der i serien spiller VVS’eren Morten, hvis søn arbejder som opvasker på restauranten, sammenligner seriens terrorangreb med terrorangrebene i Paris i 2015, hvor der blandt andet blev skudt ind på restauranter.

Lotte Andersen.
Lotte Andersen. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Han har tænkt, at Danmark også måtte blive angrebet på et tidspunkt.

»Når man står på Nørreport Station, kan man jo ikke lade være med at tænke på, om det sker. Helt mærkeligt tænker jeg, at hvis det sker, så lad mig stå lige ovenpå bomben, så jeg er helt væk. Men så igen, jeg har lige fået en søn, og det sætter jo tingene i perspektiv.«

Lotte Andersen, der i ’Når støvet har lagt sig’ spiller en pensioneret læge, der er gift med justitsministeren, synes også, det var voldsomt at indspille terrorscenen, men ser også lidt anderledes på det end sine kollegaer.

»Vi blev meget grundig briefet, og hvis man har oplevet et traume, kan det nærmest virke helende at få det rekonstrueret. Så på den måde var det ikke noget, der satte store tanker om terror i gang for mig.«