DR-stjerne afslører: Faldt ned i et sort hul efter hustruens død
'Hotel Romantik'-stjerne, Flemming Bordrup, åbner op om tiden efter sin hustrus død.

'Hotel Romantik'-stjerne, Flemming Bordrup, åbner op om tiden efter sin hustrus død.

Da 'Hotel Romantik'-deltager Flemming Bordrup mistede sin hustru i 2014, røg han ned i et sort hul, så han til sidst ikke kunne genkende sig selv.
Det fortæller han til Billedbladet.
Han tog med datteren ud og rejste efter sin hustru Susannes død.
»Men da jeg kom hjem, faldt jeg ned i et sort hul. Jeg kunne ikke noget, jeg sad bare. Og det er meget ulig mig, for sådan har jeg aldrig haft det før. Det var simpelthen for meget for mig,« siger en berørt Flemming til mediet.
Flemming og Susanne mødte hinanden allerede i 1960'erne, hvor de dannede par i et par år, inden de gik fra hinanden og blev gift med hver deres ægtefælle.
Efter 10 års ægteskab blev de dog begge skilt og fandt sammen igen.
Flemming fortæller til mediet, at han 'aldrig har været så forelsket', som da han første gang mødte Susanne, som han også kalder sit livs kærlighed.
Skæbnen ville desværre, at Susanne fik en sjælden kræftsygdom i 2013, som gjorde, at hun ikke længere kunne gå. Men faktisk blev hun raskmeldt allerede samme år.
Lykken for parret, der også for nylig var flyttet ind i et nyt hus, varede dog ikke længe.
Kort tid efter kom den forfærdelige melding: Kræften havde spredt sig til hele kroppen. Susanne døde den 29. september 2014.
Seniordateren fortæller til mediet, at han har lært at leve med sorgen efter sin hustrus død, selvom han aldrig nogensinde har lært at acceptere det.