DR-serien Doggystyle om den 21-årige Asta, der nødtvungent forlader København for at flytte hjem til sine forældre, blev en gigantisk streamingsucces i 2018.

Nu har DR derfor bestilt en ny sæson af serien, der efter planen får premiere til efteråret.

»Man kan forvente lidt længere afsnit, fordi jeg har brug for at kunne folde karakterernes historie lidt mere ud. Og så kommer det til at handle meget om at lykkes med kærligheden. Der kommer meget mere power på kærligheden i sæson to,« fortæller Anna Emma Haudal, der er kvinden bag serien Doggystyle, til DR.

Den 30-årige instruktør er uddannet fra Den danske filmskole i 2015 og har arbejdet på serien om Asta og hendes kvaler hos forældrene i Odsherred i godt fire år.

Første afsnit af DR3-serien blev streamet lidt over 500.000 gange i 2018, og således var serieafsnittet det allermest streamede på DR TV sidste år.

Udover stor publikumsopbakning har serien også modtaget roser fra flere anmeldere, og for nylig blev Doggystyle nomineret til en Robert for årets korte tv-serie.

Derudover er skuespiller Josephine Park nomineret i kategorien bedste kvindelige birolle for sin rolle i serien.

Anden sæson af Doggystyle får premiere til efteråret, men en præcis premieredato kendes endnu ikke.