DR reagerer: Vil undersøge castingproces efter sag om fjernet par
DR har fjernet et par fra 'Gift ved første blik' efter optagelserne, og det får nu Danmarks Radio til at stramme op.

DR har fjernet et par fra 'Gift ved første blik' efter optagelserne, og det får nu Danmarks Radio til at stramme op.

DR kommer til at gå sin castingproces efter i sømmene efter sagen om et fjernet par fra programmet 'Gift ved første blik'.
Det siger Anne Garlichs, der er programchef for ekstern produktion i DR, til B.T.
»Vi har allerede en meget omfattende casting- og screeningsproces, men vi vil selvfølgelig evaluere og gennemgå vores processer med en tættekam fremadrettet.«
I den kommende sæson er parret blevet klippet ud, da DR efter optagelserne er 'blevet bekendt med oplysninger', som ikke tidligere var delt med DR.
Onsdag fortalte 'Gift ved første blik'-parret, Allan Beier og Katrine Asthing, deres version af sagen:
De er blevet efterladt uden en entydig forklaring på, hvorfor de ikke kommer til at være med.
»Jeg er blevet efterladt helt alene. Det er det største svigt, jeg har oplevet,« lød det onsdag fra 39-årige Katrine Asthing.
Hun forklarer, at hun blev ringet op af programmets produktionsselskab midt i juni, som fortalte, at DR havde modtaget en anonym mail med påstande om Allan Beier.
Asthing blev derefter spurgt, om hun havde oplevet psykisk eller fysisk vold i relationen til Beier.
Beier havde kort forinden været til en samtale hos DR, hvor de samme beskyldninger blev fremlagt.
Efter 14 dage i »total uvished« blev parret hver for sig kaldt til møde med DR, produktionsselskabet Snowman og en advokat.
Her fik de at vide, at DR havde besluttet, at de skulle klippes ud af programmet på baggrund af påstandene mod Allan Beier.
DRs nye sæson af 'Gift ved første blik' har premiere den 3. september.