Scener fra dokumentarfilmen 'Krigsfotografen' er blevet omdrejningspunkt i en sag, som nu har ført til en politianmeldelse af blandt andre DR.

Filmen portrætterer den mangeårige fotograf Jan Grarup, og seeren kommer også helt tæt på, da fotografens ekskone, journalisten Zasha Sekjær, i 2015 går bort efter et længere kræftforløb.

Zasha Sekjær blev bisat 18. august 2015, og med til bisættelsen var Boris B. Bertram, der står bag 'Krigsfotografen', og hans kamera. Det er netop optagelserne herfra, der er sagens stridspunkt.

Nogle af Zasha Sekjærs familiemedlemmer mener nemlig, at det strider imod loven og god presseetik at vise scenerne, der varer omtrent to minutter i den samlede dokumentar.

Det skriver filmagasinet Ekko, der har fået adgang til en mail, som Jan Grarup aftenen før bisættelsen sendte til familien.

Heri bad han om deres tilladelse til, at Boris B. Bertram kunne dukke op med et kamera. Han nævnte, at optagelserne muligvis ville indgå i en film, Zasha Sekjær havde været i gang med at lave om sit sygdomsforløb, men intet sted var 'Krigsfotografen' nævnt.

Optagelserne var for børnenes skyld og kun til privat brug, lød det i mailen ifølge mediet.

Derfor blev nogle familiemedlemmer efter eget udsagn noget chokerede, da de i januar - efter 'Krigsfotografen' blev tilgængelig på DR - kunne konstatere, da de var med i filmen. De hævder nemlig, at de aldrig har givet samtykke til, at optagelserne måtte blive brugt.

Og det har altså fået Jonathan Bjerg Møller, der var halvbror til Zasha Sekjær, til at politianmelde sagen og klage til Pressenævnet. Hans søster Sara Bjerg Møller bakker op.

»Det (anmeldelse og klage, red.) skyldes, at familien på skrift fik en vetoret over optagelserne inden bisættelsen, så hvis optagelsernes skulle bruges til andet end privat brug, skulle de sige ja eller nej til det,« forklarer Jonathan Bjerg Møllers advokat, Vibeke Borberg, og uddyber:

»Der sidder den del af familien så tilbage med følelsen af, at denne vetoret ikke er blevet overholdt, og de kan nu konstatere, at de optagelser, som de havde fået at vide var til privat brug og af hensyn til børnene, er med i filmen.«

'Krigsfotografen' havde oprindeligt premiere sidste år, hvor den blev vist i biografer landet over. Siden har blandt andre DR fået rettighederne til at vise filmen, og den ligger lige nu frit tilgængeligt på dr.dk samt hos andre streamingtjenester.

Det er netop grunden til, at DR er blandt de nævnte i politianmeldelsen, hvori det lyder, at Jonathan Bjerg Møller mener, koncernen har overtrådt straffelovens paragraf 264d, der omhandler uberettiget videregivelse af billeder af et menneske 'under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed'.

»En politianmeldelse og en klage til Pressenævnet er en naturlig reaktion, når man ikke har kunnet indgå i en dialog med dem, som det drejer sig om - altså producenten, DR og andre,« fortæller Vibeke Borberg.

Sagen er som nævnt også indbragt for Pressenævnet, hvor den lige nu bliver behandlet. Her skal man tage stilling til, om der er handlet etisk forsvarligt i forhold til de presseetiske regler for omtale af begravelser og bisættelser.

Og dét mener både producent Katrine A. Sahlstrøm fra Good Compagny Pictures og instruktør Boris B. Bertram er tilfældet.

Mens førstnævnte over for filmmagasinet Ekko blandt andet henviser til, at der er handlet i god tro, og at Boris B. Bertram har fokuseret optagelserne på hovedpersonerne Jan Grarup og hans børn, understreger sidstnævnte, at Jan Grarups børn har haft mulighed for at gennemse og godkende alle scener.

Ligeledes har Zasha Sekjærs mor og bror udtrykt tilfredshed med filmen, fortæller Boris B. Bertram.

Hos DR bekræfter man, at man har været i kontakt med et af Zasha Sekjærs familiemedlemmer i forbindelse med, at 'Krigsfotografen' er blevet vist hos mediet.

'Et familiemedlem til Jan har efterfølgende indgivet klage til blandt andet DR, som grundigt er blevet sagsbehandlet både juridisk og etisk. Her er det DR’s vurdering, at der ikke er brud på hverken straffeloven eller god presseskik. Sagen verserer nu for Pressenævnet, og da DR ikke kommenterer verserende sager, kan jeg ikke gå nærmere ind i det,' lyder det i et skriftligt svar fra Lisbeth Langwadt, programchef i DR Medier, til B.T. Hun tilføjer:

'Vi afventer nu Pressenævnets kendelse, som vil blive taget til efterretning. Det er muligt, at DR blandt andre i sagen er politianmeldt, men vi er i DR ikke blevet kontaktet af politiet herom og kender derfor ikke til det.'

En af sagens andre nøglepersoner - Jan Grarup - ønsker ikke at sætte særlig mange ord på situationen.

»I familien er vi både dybt rystede og chokerede over sagen. Ellers har jeg ikke yderligere kommentarer til det,« siger han kortfattet til B.T.

Over for filmmagasinet Ekko er han ikke helt så fåmælt og fortæller blandt andet, at familiemedlemmer har haft mulighed for at sige fra. Han afviser, at han eller Boris B. Bertram skulle have handlet forkert, og kalder sagen en 'personlig vendetta mod ham'.