Julen varer lige til påske.

Sådan lyder den gamle julesang "Nu er det jul igen", og i år er der faktisk noget om snakken.

Den 24. december er der en julegave til alle seere af årets julekalender fra DR, "Julehjertets hemmelighed". Det bliver ikke et farvel til Lindstrupgård og Karen Høst, for alle karaktererne vender tilbage i et spinoff af julekalenderen i det nye år.

Det bliver en miniserie på otte afsnit med navnet "Troldehjertets hemmelighed".

Nissen Rumle er gået i sommerhi, og der kommer i stedet en troldepige, som er Karens ven.

»Efter en hel julekalender er der stadig en hel masse historier at fortælle, fordi vi har det her kæmpe karakterunivers. Man kan gå ned i hvert magiske væsen og hver familie og bygge videre på det«, siger producent Mia Marie Borup fra produktionsselskabet Mastiff, som står bag begge serier.

Det er noget af et sats at planlægge en spinoffserie, før man ved, hvordan julekalenderen bliver modtaget. Det er ifølge Mia Marie Borup aldrig set før.

»Jeg tror, at folk vil elske at få mere af historien. Når man har siddet i 24 dage og investeret sin tid og forhåbentlig elsker alle de her karakterer, så giver vi en perfekt julegave ved at sige, at julen varer lige til påske,« siger hun.

Julekalenderen foregår i slutningen af 1800-tallet og handler om den 13-årige Karen Høst. Hun stopper med at gå i skole for at blive tjenestepige på herregården, hvor hendes forældre tjener, og hendes bedste ven, nissen Rumle, også bor.

Det er en eventyrlig fortælling om venskab. Men julekalenderen berører også alvorlige emner som forskellen på rig og fattig og at gå imod strømmen, selv om omgivelserne stritter imod.

»Da vi dykkede ned i denne her tidsperiode, fandt vi med det samme ud af, hvor stor en brydningstid det var lige på den anden side af Grundloven«, siger Mia Marie Borup.

»Der var bare så mange fantastiske ting, som er relevante for, hvordan vi lever i dag, og også viser et helt andet børneliv. Men vi ville selvfølgelig også gerne fortælle denne her umulige kærlighedshistorie«, siger Mia Marie Borup.

Karens storebror, Rasmus Høst, arbejder også på herregården, og da han forelsker sig i den rige herregårdsdatter, Marie Louise, skaber det problemer. Marie Louise skal nemlig giftes bort til en rig godsejer.

»Der er ikke meget, der er umuligt i dag, Men det var det dengang. Da var det stadig et kæmpe skridt bare at vælge den, man elsker«, siger hun.

De alvorlige emner er dog pakket ind i en god portion julemagi. Nissen Rumle og omgivelserne er med til at skabe en helt særlig stemning.

»Vi ville gerne lave en julekalender, som minder om det, man også forbinder med julekalendere, fra man selv var barn. Det er vildt nostalgisk at træde ind i denne her historie«, siger Mia Marie Borup.

"Julehjertets hemmelighed" har derfor ladet sig inspirere af andre julekalendere, der foregår på samme tid - og der er ikke mange af dem.

»Jeg så selv "Jul i Gammelby", da jeg var barn. Så hvis nogle kommer til at tænke på den, når de ser julekalenderen, gør det ikke noget.«

»Det har virkelig været et ønske om at lave noget nostalgisk, varmt og dejligt, så man forhåbentlig også selv kommer i julestemning«, siger hun.

Og efter 24. december kan man altså glæde sig til at se endnu mere til karaktererne fra julekalenderen i efterfølgeren "Troldehjertets hemmelighed".

»Det kommer til at føles fuldstændig oplagt, at man bare får mere af det, man forhåbentlig elsker på juleaftensdag. Så der bliver noget at glæde sig til i det nye år«, siger hun.

Miniserien "Troldehjertets hemmelighed" har premiere i påsken 2023.

/ritzau/