Tirsdag afsluttedes en ekstern advokatundersøgelse om DRs mulige erstatningsansvar i sagen om krænkelser i DR Pigekoret. Konklusionen blev, at 22 af de i alt 64 krænkede tidligere medlemmer af det prestigefyldte ungdomskor havde ret til erstatning på mellem 5.000 og 25.000 kroner.

Hertil fortalte DR, at man havde tænkt sig at udbetale maksimbeløbet på 25.000 kroner til alle de 22 tidligere medlemmer – et »beskedent« beløb, som medieinstitutionen understregede, man havde ønsket kunne have været højere.

Men nu oplyser justitsminister Nick Hækkerup (S) i en mail til Politiken, at DR godt kan udbetale en højere erstatning end den, advokatundersøgelsen udmålte.

»Hvis DR ønsker at udbetale yderligere erstatning, synes jeg, at det vil være oplagt at gå i gang med at undersøge mulighederne for at tilvejebringe den nødvendige bevillingsmæssige hjemmel« lyder det fra justitsministeren.

Åbent samråd med Justitsminister Nick Hækkerup (S) om logning på Christiansborg, tirsdag den 1 marts 2022
Åbent samråd med Justitsminister Nick Hækkerup (S) om logning på Christiansborg, tirsdag den 1 marts 2022 Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Overfor B.T. understreger DRs direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen, at det kun er justitsministeriet, der kan lade DR – som offentlig institution – udbetale en højere erstatning.

»Vi har noteret os justitsministerens udmelding, og vi er glade for, at man vil se på mulighederne for at tilvejebringe en bevillingsmæssig hjemmel. Hvis der på den måde bliver et grundlag for, at DR kan betale en højere erstatning til kormedlemmerne, så vil vi naturligvis gøre det,« lyder det i et skriftligt svar fra DRs kulturdirektør.

»Og kvinderne vil som de første få besked.«

DR meldte først i en pressemeddelelse ud, at man som offentlig institution ikke kunne fravige den retspraksis, som erstatningsniveauet baserede sig på.

ARKIV. DR's Pigekor synger for Christian Nissen, da DR holdt afskedsreception for den fyrede generaldirektør i Tv-Byens studie 3.
ARKIV. DR's Pigekor synger for Christian Nissen, da DR holdt afskedsreception for den fyrede generaldirektør i Tv-Byens studie 3. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Derfor kunne DR kun »foretage økonomiske dispositioner, der er hjemmel til«.

»DR ønskede at rejse en debat, og justitsministerens melding – også om en mulig kriminalisering af grooming – opfatter vi som overordentlig positivt. Vi er kun interesseret i at kompensere kvinderne markant højere økonomisk inden for de muligheder, der findes,« understreger DR-direktøren nu overfor B.T.