10 afsnit.

Mere blev det altså ikke til for DR-satsningen 'Sara Bro på DR2', der havde premiere i marts. Det oplyser tv- og radioværten på sin Instagram-profil.

'DR har valgt at lukke mit program 'Sara Bro på DR2'. Jeg blev spurgt, om jeg ville prøve at udfordre den gængse DR2-seer og få nogle yngre folk til kanalen. Det er lykkedes, synes jeg,' skriver Sara Bro og fortsætter:

'Og jeg er også blevet klogere undervejs – nu ved jeg, at stramt grønt glimmertøj kan gøre folk sure, at selvom vi ikke taler så meget om ligestilling, så betyder det ikke, at vi HAR ligestilling i Danmark, og jeg har lært, at vi har så mange dygtige folk, der arbejder hårdt hver dag på DR for at lave tv til os allesammen'.

Programmet var tænkt som et talkshow, hvor gæster blev inviteret til at 'tale om det, der er vigtigt', som det lød i programbeskrivelsen.

Her bød Sara Bro profiler som komiker Anders Matthesen, chefredaktør Karen Bro og tidligere Enhedslisten-leder Johanne Schmidt-Nielsen velkommen i sofaen til en snak om alt fra dødsangst til ligestilling.

Og selvom DR altså efter blot en enkelt sæson har valgt at stoppe programmet, lader det til, at værten er tilfreds med de afsnit, det trods alt er blevet til.

'Jeg er sindssygt stolt at alle programmerne, så stolt af alle, der turde være med. Taknemmelig over alle jer, der har sagt ja til at være med efter sommerferien, og ikke mindst taknemmelig over alle jer, der engagerede jer her på IG og foran skærmen,' skriver hun.

I kommentarsporet kan man da også hurtigt se, at flere har været begejstrede for programmet og er kede af, at det stopper.

'Ahmen for helvede!!!! I var jo først lige gået i gang og havde i dén grad fat i noget vigtigt!!!! Hold nu kæft det er dumt,' skriver TV2-nyhedsvært Cecilie Beck, og hun er ikke alene med den holdning:

'Åååhhh, jeg kommer til at savne dit program, det har været (ild-emojis, red.). Du har fanme lavet nogle seje episoder, der har italesat nogle vigtige ting!,' skriver Louise Kjølsen – bedre kendt som Twerkqueen – og journalist Sisse Sejr stemmer i:

'Øv Sara. Pisse øv. Men tak for skide gode, oplysende og ikke mindst aldrig kedelige programmer.'

Det har ikke været muligt for B.T. at få et interview med Lisbeth Langwadt, som er programchef for aktualitet i DR Medier, da hun er på ferie.

I en skriftlig udtalelse begrunder hun dog beslutningen om lukningen således:

'Programmet har været et frisk og eksperimenterende pust på DR2. Sara Bro har tilført programmet noget helt unikt. Saras nysgerrighed og ærlige facon har vist nogle nyder sider af mange af de store personligheder, der har været med i programmet. Det er der ikke mange, der kan som vært. Så stor cadeau til Sara.'

'Men når vi kigger på de samlede parametre for, om vi er på rette vej med et program, så kan vi se, at programmet ikke lever op til det, vi gerne ville. Derfor er det besluttet, at der ikke kommer en sæson to.'

Hvilke parametre, der konkret har været afgørende for beslutningen, kendes ikke. Men programmets seertal viser en tydelig nedadgående kurve.

71.000 personer så med, da første afsnit blev sendt 24. marts. Sammenlagt med det antal seere, der så med på DR TV, har i alt 126.000 set første afsnit.

Allerede ugen efter var det samlede tal nede på 78.000, og femte afsnit, som er det mindst sete overhovedet, havde kun 36.000 seere.

Gennemsnitligt har omtrent 71.000 tusinde set hver af de ti afsnit.

B.T. har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Sara Bro, men hun oplyser, at hun i skrivende stund ikke har yderligere at tilføje.

På Instagram efterlyser hun dog gode idéer til, hvad hun nu skal give sig i kast med, så meget tyder altså på, at hun ikke er blevet tilbudt et andet projekt på DR.

Her har hun ellers tilbragt megen tid de seneste mange år.

Blandt andet lavede hun børneradio i midten af 90'erne, ligesom hun var på skærmen i DR-programmet 'Hjerteflimmer'. Også på P3 var hun i mange år fast inventar. Her lavede hun blandt andet morgenradio og havde sit eget program med navnet 'Sara redder verden'.