DR kunne onsdag løfte sløret for den eksterne advokatundersøgelser, som skulle afklare, hvorvidt der havde fundet seksuelle krænkelser sted i DRs Pigekor.

Resultatet var, med generaldirektør Marie Rørbye Rønns egne ord, et mørkt kapitel i DRs historie, da det viser, at mindst 64 beretningerne fra tidligere kormedlemmer kan kategoriseres som krænkende adfærd i form af seksuel chikane.

Undersøgelsen viser også, at det er seks personer, som har stået bag krænkelserne, der går hele 50 år tilbage i tiden og frem til 2010.

DR fortalte endvidere, at der i øjeblikket kører en personalesag mod en nuværende medarbejder, hvor den pågældende medarbejder er hjemsendt. Denne person er ikke en af de seks, som undersøgelsen nævner og har ikke arbejdet omkring Pigekoret i nyere tid.

»Jeg kan ikke gå ind i nogle detaljer overhovedet, sådan er det, når en personalesag først går i gang, men jeg synes for fuldstændighedens skyld, at det ville være korrekt at nævne, at vi har indledt en personalesag, og sådan nogle har jo, når man er ansat hos os, det forløb de nu engang har med de faglige organisationer, og det må jeg ikke udtale mig om,« siger kulturdirektør i DR, Henrik Bo Nielsen til B.T.

Når DR vælger at nævne – selvom den pågældende person ikke er én af de seks – skyldes det to ting.

Dels er det for den pågældende medarbejders egen skyld.

»Og også af hensyn til de forældre, der har børn og unge mennesker i koret i dag, så de ved, at vedkommende ikke har haft relation til Pigekoret i nyere tid.«

Advokatundersøgelsen fortæller om et mørkt kapitel i DR's historie.
Advokatundersøgelsen fortæller om et mørkt kapitel i DR's historie. Foto: Philip Davali
Vis mere

DR har ikke sat navn på de seks personer, undersøgelsen omtaler.

Men i den periode, hvor krænkelserne har stået på, har koret kun haft to dirigenter – Tage Mortensen (1961) og Michael Bojesen (2001-2010).

Begge fik titlen som æresdirigent, da de stoppede.

Tage Mortensen døde i 2001. DR ønsker ikke at svare på om det er ham og Michael Bojesen, der får frataget titlerne.

De har heller ikke været i kontakt med de personer, der nu mister titlen – og det skyldes, at det reelt set ikke er sket endnu.

»Det skal forstås som et futurum i den forstand, at det går vi nu i gang med. Vi fik sidste del af undersøgelsen i fredags, og vi var ikke i tvivl om, at det her var en periode, som der ikke er nogen omkring koret, der kan have ære af, og derfor tilbagekalder vi titlerne.«

Michael Bojesen afviser, at de krænkelser, der fremgår af advokatundersøgelsen rapport, kan forbindes med hans ledelsesperiode af koret.

»Da jeg har fået forelagt det, der vedrører min person, ved jeg, at de krænkelser, der er beskrevet i rapporten, ikke har noget at gøre med mine ti år som dirigent for koret,« skriver han til Ritzau og udtrykker bekymring for sin og andres retssikkerhed i forbindelse med undersøgelsen.