De har forsøgt de sidste syv sæsoner. Nu er det endelig lykkedes DR at få et homoseksuelt par med i 'Gift ved første blik'.

Den 25. august får den ottende sæson af DRs store hitprogram premiere.

Programmet går i al sin enkelthed ud på, at fem par bliver matchet sammen af en gruppe eksperter ud fra en række oplysninger og personlighedstest. Når parrene så første gang mødes, bliver de ved samme lejlighed gift.

Gennem årene har vi set utallige mænd og kvinder blive gift, men for første gang nogensinde i programmets historie bliver to homoseksuelle mænd gift med hinanden.

Og selvom det længe har været et ønske for redaktionen, har det ikke før været muligt.

»Der er altid åbent for alle, og vi har før haft homoseksuelle ansøgere, men det har ikke været mulighed for eksperterne at lave et match uden at gå på kompromis med de centrale matchingkriterier,« udtaler redaktør på DR  Anna Askov til B.T.

Der er nemlig hvert år mange flere heteroseksuelle, der ønsker at medvirke i programmet end homoseksuelle. Så mulighederne for at lave et match er altså også større blandt heteroseksuelle.

Men hvor mange homoseksuelle der før har forsøgt at tilmelde sig programmet, ved Anna Askov ikke.

»Jeg har ikke præcist tal, men der er flere hundrede ansøgere hvert år, og heriblandt er der langt flere heteroseksuelle end homoseksuelle. Matchningprocessen er kompleks, og jo færre der er at vælge imellem, jo sværere er det selvsagt at matche dem,« forklarer redaktøren.

Men nu er det første homoseksuelle par altså med i programmet, og den repræsentation er Anna Askov glad for. Uanset hvad udfaldet bliver.

»Selvom man kan blive irriteret over udfaldet, gør vi et kæmpe stort stykke arbejde for at få dem matchet,« afslutter hun.

Hvem af parrene der finder sammen, vil Anna Askov dog ikke ud med, men hun garanterer, at det bliver spændende at se, når programmet får premiere.

Du kan læse mere om de nye deltagere 'Gift ved første blik' her.