DR’s kommende familiejulekalender ’Julefeber’ risikerer på grund af coronakrisen at blive aflyst.

Traditionen tro skiftes TV 2 og DR1 om at producere en ny julekalender for hele familien.

Sidste år sendte TV 2 ’Tinka og Kongespillet’, i år er planen, at DR1 kommer med et eventyr om drengen Bjørn, der sammen med sin far og lillesøster bliver smidt ud af deres lejlighed og må flytte ind på loftet på faderens arbejdsplads.

DR’s mediedirektør, Henriette Marielund, fortæller til B.T., at de stadig mangler en del af optagelserne til ’Julefeber’, og derfor frygter de nu, at det må ud i en aflysning.

»Vi håber og beder til, at det lykkedes, men der er jo desværre ikke noget at gøre ved det. Vi kan jo ikke bare trylle en ny julekalender frem.«

Hvis coronakrisens længde ødelægger mulighederne for at genoptage optagelserne i rette tid, må de have gang i en plan B, og det er ikke noget, Henriette Marielund kan lide at tænke på.

»Det vil gøre frygteligt ondt, men så må vi genudsende en gammel julekalender. En julekalender skal jo sendes i december, så vi kan ikke bare vente, til den nye bliver færdig, og så sende til den næste sommer.«

Hun understreger, at de endnu ikke har besluttet, hvad de gør, men fortsat venter og ser tiden an.

Hun kan derfor heller ikke sige, hvilken julekalender der i så fald vil blive smidt på i stedet.

»Det kommer jo også an på, hvad vi ellers sender. Vi skal finde en balance i forhold til, at hvis vi har noget meget bredtfavnende, så skal vi også sende noget mere specialiseret. Så lige nu er det umuligt at sige.«

DR's seneste nyproducerede julekalender er 'Theo & Den Magiske Talisman' fra 2018.

Sidste år genudsendte man Wikke & Rasmussens julekalender 'Julestjerner' fra 2012.