Sidse Babett Knudsen vender i 2022 tilbage i sin glansrolle som Birgitte Nyborg, når DR har premiere på en ny fjerde sæson af hitserien 'Borgen' om magtspillet i dansk politik.

De første tre sæsoner blev sendt fra 2010 til 2013 og fulgte Birgitte Nyborgs vej først som statsminister for det fiktive parti De Moderate og siden som formand for det nystiftede parti Nye Demokrater.

'Borgen' var ikke kun en succes i Danmark med cirka halvanden million seere pr. afsnit, den gav også internationale roller til ikke kun Sidse Babett Knudsen, men også Birgitte Hjort Sørensen og ikke mindst Pilou Asbæk.

Den kommende sæson af 'Borgen' lanceres i samarbejde med streamingtjenesten Netflix, hvilket ifølge DR's dramachef økonomisk giver muligheder for at løfte DR's samlede dramaproduktion.

B.T. fik umiddelbart efter afsløringen af onsdagens store serie-nyhed dramachef Christian Rank i telefonen, der kunne fortælle nærmere om samarbejdet, og hvad man skal forvente.

Hvorfor blev det lige 'Borgen', I har valgt at køre videre?

»Det er der flere grunde til. For det første har vi sammen med Adam (Price, red.) fundet noget, vi selv synes er en rigtig god og relevant historie om magt, politik og Danmarks rolle i verdenssamfundet. Derudover er ’Borgen’ særlig public service i den forstand, at den har en politisk og journalistisk arena. Vi synes, det er en relevant arena at genbesøge efter 10 år, hvor både den politiske og journalistiske virkelighed har ændret sig markant.«

I har præsenteret Sidse Babett Knudsen og Birgitte Hjort på rollelisten. Hvad med Pilou Asbæk, er han også med igen?

»Indtil videre har vi bekræftet Sidse og Birgitte, og så er vi ikke på plads med resten af castet, men der vil formentlig både være gamle og nye ansigter med. Udfordringen er, at folk er alle mulige steder i deres karrierer, og at nogle er blevet et navn i udlandet. Så det er et stort puslespil, der skal gå op.«

Havde I overvejet at genoptage andre gamle serier?

»Nej, ’Borgen’ er lidt særlig i sin arena, da den i høj grad stadig er relevant. Så det er ikke et udtryk for en større strategi om at remake en masse serier.«

Hvordan kom Netflix ind i billedet?

»Det er ikke nogen hemmelighed, at de store streamingtjenester ofte henvender sig med tanke på et samarbejde. Det er et par år siden, at vi første gang snakkede om ’Borgen’ med dem, og så har vi siden haft en løbende dialog.«

Kunne man lave en ny sæson af 'Borgen' uden Netflix'?

»Jeg vil hellere vende den om og sige, at vi er glade for, at aftalen med Netflix gør det muligt at tilføje en ny ret væsentlig økonomi til hele vores danske produktionsmiljø. Aftalen med Netflix gør det blandt andet muligt at skrue op for ambitionerne på resten af det dramatik, vi planlægger.«

Hvordan fordeler I udgifterne med Netflix?

»Det vil jeg ikke gå ind i. I store træk lyder aftalen, at DR har verdenspremieren, og ganske kort efter får Netflix så lov til at vise serien i en begrænset periode.«

Alt er selvfølgelig oppe at vende for tiden med coronavirussen, men satser I på at komme med andre dramaserier inden 2022?

»Ja, det gør vi bestemt. Som du selv siger, så er vores produktion lige nu en smule udfordret, og derfor er alle planer også oppe at vende.«

Kommer der for eksempel en sæson to af 'Når støvet har lagt sig'?

»Den er afsluttet, så det regner vi ikke med. Men vi regner med i efteråret at komme med serien ’Ulven kommer’, som vi mangler tre ugers optagelse på. Vi har også en julekalender, hvor der mangler en del af optagelserne, så lige nu står vi klar i startboksene for at kunne komme ud. Det gælder også for noget af det indhold, vi skal sende i 2021.«

I den kommende sæson af 'Borgen' er handlingen rykket 10 år frem. Birgitte Nyborg er blevet udenrigsminister, mens Birgitte Hjort Sørensens journalist-karakter Katrine Fønsmark er blevet nyhedschef for en landsdækkende tv-station.

B.T. har spurgt en håndfuld af de 'gamle' 'Borgen'-skuespillere, om de også er med på en fjerde sæson.

Lars Knutzon, der spillede Birgitte Nyborgs ven og kollega Bent Sejrø, skriver i en mail, at han ikke er blevet spurgt endnu. Søren Malling, der spillede Katrine Fønsmarks gamle tv-chef, skriver, at det er et godt spørgsmål, som DR retfærdigvis må svare på.

Ulf Pilgaard, der spillede erhvervslederen Joachim Chrone, er ikke blevet spurgt, om han vil være med, men han anser det dog for usandsynligt, da Mærsk McKinney Møller, som hans karakter var baseret på, er død.

Det er endnu engang Adam Price, der står bag manuskriptet.