Ulla Essendrop sagde i februar farvel efter otte år til jobbet som vært på 'Aftenshowet'.

Hun havde endnu ikke selv meldt noget ud om, hvad hun skulle lave i stedet, men onsdag fik seerne sig så noget af en overraskelse, da tv-værten pludseligt dukkede op i 18.30-udgaven af TV-Avisen.

Nu bekræfter DR så overfor B.T., at TV-Avisen er et fast nyt mødested for Ulla Essendrop.

Ulla Essendrop meddeler gennem DR, at hun betragter skiftet fra 'Aftenshowet' til TV-Avisen som »et stort fagligt ryk«.

Ulla Essendrop er ny fast vært på TV-Avisen.
Ulla Essendrop er ny fast vært på TV-Avisen.
Vis mere

»Jeg er stolt og ydmyg over at blive tilvalgt som vært på TV-Avisen og nu være en fast og integreret del af et af DRs journalistiske flagskibe. Det er et stort fagligt ryk for mig,« lyder det fra tv-værten.

»Hos DR er der høje ambitioner om at udvikle og styrke nyhedsformidlingen, og der venter spændende og fagligt udfordrende opgaver forude, som jeg glæder mig til at skulle bruge min faglige ballast og alt min energi på at kaste mig over sammen med alle de gode kollegaer rundt om TV-Avisen.«

Fra Marie Buss, der er ledende redaktionschef for TV hos DR Nyheder, lyder det, at det har været hårde forhandlinger for at få Ulla Essendrop med i folden.

»Jeg er meget glad for, at det er lykkes at få Ulla Essendrop tilknyttet som vært på TV-Avisen. Ulla er en meget kompetent og erfaren tv-vært, der de seneste år med stor gennemslagskraft og troværdighed har fulgt nyhedsdagsordenen, som både skarp og empatisk interviewer på Aftenshowet. Ulla kommer med en stor faglig ballast, som hun kan bruge i værtsrollen,« siger redaktionschefen.