DR’s 'Disney juleshow' har været en fast tradition til danskernes juleaften siden 1967, men da ‘Disney Sjov’ sidste år blev erstattet af det nye nordiske format ‘FredagsTamTam’, bredte der sig en uvished om, hvorvidt juleshowet ville vende tilbage. 

DR kunne ikke love noget, da forhandlingerne med Disney forløb fra år til år.

Men nu dræber Danmarks Radio uvisheden med en en opløftende udmelding.

»Disney Juleshow er klar på DR1 og DRTV juleaftensdag klokken 16.00,« oplyser DR. 

Juleaftensdag sidste år så næsten en million danskere med, da juleshowet blev sendt. Og faste seere kan glæde sig over, at klassikerne ‘Plutos Juletræ’ og ‘Anders Ands Sneboldskamp’ vender tilbage på skærmen.

Normalt bliver aftalen om juleshowet forhandlet sidst på året, men DR oplyser, at der de næste tre år vil være DR’s juleshow juleaftensdag. 

Efter juleshowet og 24. afsnit af julekalenderen 'Det Magiske Juletræ', præsenterer DR endnu en gang deres nye juletradition 'Snebørnenes Juletime', som blev sendt første gang sidste år. 

'Snebørnenes juletime' er en samling af animerede julehistorier fra nordiske forfattere som H.C. Andersen og Astrid Lindgren. 

»Animation er en vigtig genre for os i DR, og vi er glade for, at vi kan forsøde den lange juleventetid både med ’Disney Juleshow’ og nu også ’Snebørnenes Juletime’,« skriver DR.