Så er det snart tid til 'Dansk Melodi Grand Prix' 2025.
DR har i den forbindelse netop løftet sløret for, hvem der kommer til at stå i spidsen for showet.
Og der er tale om to gengangere.
Stéphanie Surrugue og Sara Bro, der også var værter sidste år, har fået jobbet igen.
I en pressemeddelelse udtaler Stéphanie Surrugue:
»Det er simpelthen en gigantisk fornøjelse igen at være ombord på Danmarks største partybus. Det fællesskab og den spruttende livsglæde, der omgiver 'Dansk Melodi Grand Prix', er vi vist mange, der trænger til i den komplicerede tid, vi lever i.
Hun tilføjer:
»Samtidig forankrer 'Dansk Melodi Grand Prix' sig i en dansk og europæisk tradition, som har en kulturel betydning, der rækker ud over musikken, og derfor er jeg virkelig glad for at være en del af begivenheden sammen med min helt egen festraket af en ’work wife’, Sara Bro.«
Sara Bro supplerer:
»Det var den mest magiske oplevelse at være med sidste år, og blive en del af den smukke Grand Prix-familie. Der er en helt speciel stemning og de bedste vildeste og mest dedikerede fans, som skaber en ramme fyldt med glæde og glimmer.«
Hun tilføjer:
»Jeg håber, at folk er klar på endnu en Grand Prix-fest med en masse god musik og underholdning – og jeg glæder mig til at byde alle hjemme i stuerne og i alle der kommer i Boxen et kæmpe gigantisk velkommen, selvfølgelig sammen med mit store idol & makker Stéphanie Surrugue.«
Dansk Melodi Grand Prix afholdes den 1. marts i Jyske Bank Boxen i Herning.
