Ditte Hansen og Louise Mieritz tager springet fra tv-skærmen til det store lærred med bravour.
Selv for en organisation, der har ladet et koncerthus gå 1,6 milliarder over budget og havnet i en shitstorm for at flyve en hest over Atlanten, virker det som en af DR’s største brølere, at de trak stikket på tv-serien ’Ditte og Louise’ efter to fremragende sæsoner. Heldigvis har selvsamme Ditte og Louise med efternavnene Hansen og Mieritz ikke ladet sig slå ud af den slags småting og har i stedet lavet en film. Og heldigvis for det.
Fans af serien vil knuselske filmen, men mere vigtigt kan nye seere sagtens begynde her. Handlingen tager fart, da Ditte er til casting, men ikke får rollen som ’gammel luder’ i den nye Jussi Adler-film. Efter en pludselig indskydelse klæder hun sig ud som mand og går til ny casting på en hovedrolle i en vikingefilm. Og får rollen! Og bliver bedste venner med Anders W. Berthelsen. Det kører pludselig for Ditte, men i al succesen svigter hun Louise og deres fælles firma, mens Louise i øvrigt indleder et måske ikke 100 procent gennemtænkt forhold med lægen David.
I de forkerte hænder kunne Ditte som manden Ditlev nemt være endt som en omvendt tø-hø-version af ’Tootsie’ eller ’Mrs. Doubtfire’, men Hansen og Mieritz (som også står bag manuskriptet) har heldigvis langt større ambitioner end det. ’Ditte og Louise’ er dramady, når det er allerfinest. Der er tænkt over enhver detalje, og der skiftes elegant mellem det tåkrummende akavede og klassisk gak og løjer. Mellem satire og forvekslingskomedie. Mellem uforpligtende grin og scener, hvor man faktisk bliver følelsesmæssigt involveret – blandt andet i hvordan Dittes karriere som mand egentlig ender, og om venskabet mellem de to kan reddes.
De to hovedrolleindehavere er fremragende og hæmningsløst ublufærdige, men Anders W. Berthelsen fortjener også ros for en irriterende selvfed version af sig selv. I det hele taget må Ditte og Louise egentlig godt begynde at skrive 2’eren, hvis de ikke allerede er i gang. Imens kan alle dem, der insisterer på at omtale de to som ’kvindelige komikere’, måske overveje at kalde dem, det de er: komikere. Endda nogle rigtigt skarpe nogle af slagsen.
