Så er syvende sæson af 'Badehotellet' slut. Hvilke skuespillere er klar på en sæson mere? B.T. har spurgt holdet, og der er søreme mulighed for comeback til en gammel kending.

»Du kan tro, jeg er klar. Molly er en trofast sjæl. Hun følger til dørs. Det var jo hendes hotel,« lyder det fra Bodil Jørgensen, der altså som den første melder sig klar til en ny sæson af 'Badehotellet' som hotellets rare bedstemor Molly Andersen.

Også Amalie Dollerup, der spiller Amanda Berggren i 'Badehotellet', og som i den seneste sæson har overtaget styringen af hotellet, melder sig klar til en ny omgang:

»Ja, jeg håber også på en sæson mere. Amanda er kun lige kommet i gang med at bestyre hotellet, og udfordringer er der jo nok af. Det passer hende godt.«

Anne Louise Hassing, der spiller Amalie Dollerups tv-mor Fru Therese Madsen, vil også gerne være med. Hun håber især på flere scener med ægtemanden, Grosserer Madsen (Lars Ranthe):

»Ja, og det lægger da også op til, at der godt kunne komme en (sæson) mere. Jeg tager altid et år ad gangen, men det kunne være skønt at følge Hr. og Fru Madsen fire år endnu og se, hvordan de udvikler sig. Jeg ville ønske, de fik flere scener sammen, men der er jo simpelthen bare ikke plads, fordi der er så mange andre skønne historier på hotellet.«

Så har vi familien Frigh. Både Anette Støvelbæk og Lue Støvelbæk melder sig klar til at gentage deres roller som Fru Frigh og Leslie Frigh.

»Det er jeg i hvert fald. Glæder mig til, at vi forhåbentlig skal dykke længere ind i krigens dualiteter, hvis der kommer mere,« lyder det fra Lue Støvelbæk.

Anette Støvelbæk som Fru Frigh og Rasmus Botoft som Johan Ramsing.
Anette Støvelbæk som Fru Frigh og Rasmus Botoft som Johan Ramsing. Foto: TV2
Vis mere

»Om!« nøjes Anette Støvelbæk med at bekræfte sin begejstring.

I den netop afsluttede sæson syv bliver Fru Frigh taget ved næsen af Rasmus Botoft, der spiller svindleren Johan Ramsing.

Skulle 'Badehotellet's-forfattere få lyst til at lave mere med den listige Hr. Ramsing, så står Rasmus Botoft klar i kulissen.

»Ramsing er altid klar på nye eventyr,« lyder det.

Amalie Dollerup som Amanda.
Amalie Dollerup som Amanda. Foto: TV2
Vis mere

Thure Lindhardt, der spiller den koleriske filminstruktør Hr. Gerhardt Flügelhorn, fik i sæson syv et lille comeback på 'Badehotellet', da han ville have Jens Jacob Tychsens Hr. Weyse med i en filmatisering af Tom Kristensens bog 'Hærværk'. Også han er klar på en ny omgang:

»Ja, klart, hvis man kan holde den lettere hysteriske Flügelhorn ud,« lyder det fra Thure Lindhardt.

Til sidst har vi køkkenpersonalet.

Merete Mærkedahl, der spiller Otilia, håber på, man laver en ny sæson, og stiller gerne op.

Merete Mærkedahl som Otilia.
Merete Mærkedahl som Otilia. Foto: TV2
Vis mere

»Hvis der kommer en sæson mere, medvirker jeg gerne. Jeg sætter meget stor pris på min badehotelsfamilie.«

Mia Helene Højgaard, der spiller stuepigen Ane, er også klar:

»Ja, det er jeg helt sikkert.«

Sigurd Holmen le Dous, der i syvende sæson havde overtaget køkkenet fra Molly Andersen, vil også gerne lave mad på 'Badehotellet' igen.

Ena Spottag (i midten) i 2013, da 'Badehotellet' blev præsenteret. Rosalinde Mynster (tv.) er ikke med længere.
Ena Spottag (i midten) i 2013, da 'Badehotellet' blev præsenteret. Rosalinde Mynster (tv.) er ikke med længere. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere

»Hvis de vil have mig med, er jeg klar på en tur mere i manegen.«

Og så har vi endelig en åbning for et muligt comeback på 'Badehotellet'.

Ena Spottag spillede i de første mange sæsoner kokkepigen Martha. Sidste år sprang hun dog fra for at arbejde på Aalborg Teater, men hvis muligheden opstår, er hun klar til at vende tilbage til 'Badehotellet'.

»Det er nok ikke mig, der bestemmer det, men hvis de vil lege igen, og det kan passe med det andet, jeg laver, tager jeg hjertens gerne forbi badehotellet og/eller nakker et par nazister i Aalborg,« skriver hun i en sms til B.T.