En clairvoyant forudså hans skæbne, da han var 15. Hans død som 21-årig forstærkede hans tro på reinkarnation. Ham, vi alle sammen kender som Krummefar.
»Det er vildt, ikke?« smiler Dick Kaysø. Helt op i de blå øjne.
Den populære 76-årige skuespiller er lige nu aktuel i en ny Netflix-serie, som streamingtjenesten har store forventninger til internationalt:
Miniserien ‘Sygeplejersken’, som er baseret på den sande historie om sygeplejersken Christina Aistrup Hansen, der i 2017 blev dømt for drabsforsøg på Nykøbing Falster Sygehus.
Med den føjer Dick Kaysø et nyt kapitel til en lang og alsidig karriere, der helt bogstaveligt ikke lå i kortene, da han voksede op i et skilsmissehjem på arbejderklassens Nørrebro, hvor dét der blev delt ud, var tørre tæsk. Dagligt.
»Den var ikke så pæn,« siger han om opvæksten, som fik ham til at stikke til søs og rejse ud på de store verdenshave. I en alder af blot 14 år.
Og det var her, at hans skæbne blev forudset. Af en clairvoyant.
Der er kommet en del grå hår på hans hoved, livets furer i det solbrændte ansigt, men Dick Kaysø husker, som var det i går, hvordan han som 15-årig under et ophold i Nordaustralien havde fået en uge fri og var taget til Bali for at se og opleve vulkanøen.
På sin vej mødte han en sortklædt, munkeagtig mand, som kaldte ham til sig. Gerne ville fortælle ham en historie.
»Man er jo nysgerrig, så jeg satte mig ned, og så begyndte han at fortælle om min opvækst og om, hvad jeg skulle forvente.«
‘Du kommer i fremtiden til at stå foran mange mennesker, ikke som præst, men stå foran mange mennesker,’ sagde clairvoyanten.
»Så 15 år gammel at få at vide, at om ti år er du skuespiller?« siger han med himmelvendte øjne om forudsigelsen, som kom til at holde stik.
Næste skridt på vejen var, da han som 20-årig, under et flådeophold i England, ved et tilfælde kom med i en teatertrup med elever fra de tre eksklusive privatskoler Eton, Cambridge og Oxford. Og blev bidt.
»At stå foran en masse mennesker, og det er mig, der bestemmer, om der skal grines, grædes eller forundres. Dét er fantastisk,« siger Dick Kaysø. Som aldrig havde glemt clairvoyantens ord.
Tilbage i Danmark søgte han ind på Statens Teaterskole og kom ind. Kunne 25 år gammel kalde sig uddannet skuespiller. Præcis som forudset af den gamle mand på Bali.
Og få år senere opsøgte han igen en clairvoyant.
»Karrieren kørte, og så fik jeg tilbudt en film, der hed ‘Strømer’, men havde samtidig et tilbud fra England og vidste ikke, hvilket ét jeg skulle tage. Så jeg kontaktede en clairvoyant, som sagde ‘du skal blive hjemme i Danmark’.«
»Så lavede jeg ‘Strømer’ og fik en Bodil for den, blev pludselig landskendt, og så gik det slag i slag,« fortæller Dick Kaysø, som stadig jævnligt og ofte opsøger clairvoyante, ligesom han fra barnsben har troet på reinkarnation.
»Jeg har også haft en ud af kroppen-oplevelse, da jeg døde,« siger Dick Kaysø så, som om det var hverdagskost, og fortæller, hvordan han 21 år gammel i 1968 under et dyk i Københavns havn fik revet sine slanger af og døde.
Hvordan hans sjæl steg ud af hans krop og hang og svævede over hans døde legeme, mens der blev kæmpet med hans krop på havnefronten.
»Det var fantastisk. Skidesjovt, masser af musik og lys,« fortæller han om oplevelsen, der mundede ud i, at alt blev sort, og han igen vendte tilbage til sin krop.
»Så at dø, det glæder jeg mig til,« smiler han bare. Og har i øvrigt fået at vide af hele to clairvoyanter, at han bliver 101.
Så der er stadig 25 år tilbage. Til nye eventyr.
Og eventyr har der været mange af i hans lange karriere. Fra folkekomedien til store dramatiske roller.
Men uanset hvordan man vender og drejer det, er det nu engang ‘Krumme’-filmene, der for altid vil være forbundet med ham.
Gennem 15 år var han ‘Krummefar’, sled fire Krummer op og har tilmed – kan B.T. påpege – sunget duet med Lukas Graham.
»Ja, jeg tror, at hans første plade var med mig. Det var et hit,« smiler Dick Kaysø, som i de første tre film i serien var filmfar til den lille Lukas Forchhammer, der spillede Grunk.
»Hver eneste dag skriver jeg autografer og får taget selfies. Nogle gange op til flere gange. Jeg bliver omfavnet af voksne mænd, der har set filmene, da de var små. Det er dejligt,« siger han med stolthed i stemmen.
For det er dét, han er. Stolt.
»Jeg ville lave en mand, hvor kvinderne sagde ‘det er godt, at han ikke er min, men sjovt det, han laver’ og børnene skulle sige ‘sådan en far kunne jeg godt tænke mig’.«
»Det fik jeg gjort. For satan da. Jeg føler, at jeg har gjort noget rigtigt.«
Han smiler igen. Sidder med samme følelse omkring sin rolle i ‘Sygeplejersken’. En rolle baseret på en virkelig person i en virkelig – og tragisk – historie.
Kenny Herskov var nemlig bror til et af de tidligste ofre for ‘dødsenglen’.
»Han besøger sin bror Arne på hospitalet den ene dag, hvor det er bajere og cigaretter, forlader ham, og næste dag er han død,« beskriver Dick Kaysø forløbet tilbage i 2012 – som du kan læse om her – hvor Arne Herskov skulle have været udskrevet samme dag, som han døde.
Selvmord, kaldte hospitalet det og slog i en intern undersøgelse fast, at den ikkeordinerede morfin og stesolid, der blev fundet i hans krop, var medicin, som Arne Herskov selv havde stjålet fra medicinrummet. Med henblik på at tage livet af sig selv.
»Kenny tror ikke på det. Men ingen vil lytte på det. Det er en evig kamp mod systemet for ham,« fortæller Dick Kaysø, som mødtes med Kenny Herskov før optagelserne.
»Serien og historien ville han helst ikke tale om, hvorfor ved jeg ikke, men det var fint bare at møde ham, så jeg bedre kunne portrættere et menneske, som han i hvert fald delvist kunne identificere sig med.«
Rollerne hænger ikke længere på træerne for Dick Kaysø. Selvom – som han siger med et smil – »de kan jo bare ringe«.
Men denne og serien er han stolt over. Og håber snart at slå sin gamle rekord fra ‘Krummerne’ og ‘Krøniken’, hvor et publikum på langt over en million var hverdagskost.
»Nu er der måske 290 millioner, der ser med. Det er vildt, noget større end ‘Krummerne’,« siger Dick Kaysø. Med et smil og en næsten barnlig begejstring i stemmen.
‘Sygeplejersken’ har premiere på Netflix 27. april