Drømmene var glitrende og store – som de ofte er i Hollywood – da den danske Diamantfamilie skulle til møde i Los Angeles for at se, om deres program kunne have en fremtid 'over there'. 

I det nyeste afsnit af 'Diamantfamilien' på TV 2 tager de fire kvinder til møde med et producentselskab for at se, hvad strategien skal være for deres program, som de faktisk fortæller, er så godt som underskrevet, inden man ser dem tage til mødet. 

»Det er ægte nok. Hvis vi lander denne her aftale, så flytter vi til L.A. hele familien. Og hestene. Og hundene,« lyder det fra mor Katherina Pitzner. 

Men inde til mødet går det langt fra, som familien havde forestillet sig.

De forklarer de to producenter, at de er meget kendte i Danmark, at de er en 'diamantfamilie', og at de tænker, at deres program vil gøre sig godt i USA, hvor alting er 'større og bedre'. 

Da de er færdige med deres pitch, er der dog ikke den store begejstring i lokalet. 

»Jeg ved ikke, hvor meget I kender til det amerikanske marked. Der er færre, der køber, selvom der er flere at sælge til. Jeg tror, det kommer til at ændre sig, men det er ikke let med markedet for tiden. Det er specielt svært med realityserier, medmindre der er meget store stjerner med, eller der er noget helt unikt. Og en familie fra Danmark. Jeg ved ikke lige, « lyder det til den skuffede familie. 

Alle mener, at det var meget uprofessionelt, og at firmaet jo havde set programmet på forhånd, og at de da kunne have ringet eller skrevet og sagt, at de ikke var interesseret. 

»Jeg havde lyst til at sige, at det her bare kunne have været en mail,« lyder det fra Thalia.

Også Elvira Pitzner er skuffet. 

»Jeg er sådan set ligeglad med deres tid, for det er dem, der er mega utjekkede. Men de spilder vores tid. De var helt væk for at sige det mildt.« 

Familien beslutter sig dog allerede i bilen på vej væk fra mødet, at de nok alligevel ikke var så vilde med Los Angeles, som de måske troede. 

Du kan se 'Diamantfamilien' på TV 2 Play.