'Olsen-banden' hed oprindeligt noget helt andet, Benny var i første omgang forlovet med Kjelds datter, og forholdet til ærkerivalerne 'Kongen' og 'Knægten' var til at starte med noget anderledes.

En ny bog med affotograferinger af den legendariske manuskriptforfatter Henning Bahs' originale ideer og manuskripter afslører masser af sjove – og for mange – ukendte detaljer om 'Olsen-banden'.

Henning Bahs leverede som bekendt sammen med filminstruktør Erik Balling fra 1968 til 1998 14 film om den folkekære forbrydertrio.

Hver gang, når de begyndte manuskriptarbejdet til en ny film, nedfældede Henning Bahs alle duoens ideer og indledende tanker ned på gult kladdepapir.

Banden.
Banden. Foto: Rolf Konow
Vis mere

Da Henning Bahs døde, arvede hans barnebarn de unikke dokumenter, som i 2015 blev givet videre til den danske 'Olsen-banden'-fanklub. Og så var spørgsmålet: Hvad skulle de bruges til?

»Først ville vi lave en dokumentarfilm til 50-års jubilæet i 2018. Vi snakkede med Morten Grunwald og Bo Christensen (produktionsleder på 'Olsen-banden', red.), som var med på ideen, men så kom TV 2 med deres dokumentarfilm, og så ville vi hellere finde på noget andet. Selv om vi er 11.500 medlemmer i fanklubben, så er vi kun fire mand i bestyrelsen, og vi ville slet ikke kunne hamle op med TV 2's produktion,« fortæller næstformand i 'Olsen-banden'-fanklubben Mikael Johansen.

I 2017 blev fanklubben kontaktet af bogforlaget Booklab, hvor man var i gang med at lave en stor bog om 'Olsen-banden'. Forfatteren fik i sin research lov til at læse Henning Bahs' gamle noter og bruge nogle af dem i sin bog.

»Vi fortalte vores medlemmer i fanklubben, at vi havde de her papirer. Det blev et stort hit, og vi blev spurgt, om vi ikke kunne offentliggøre nogle af dem,« fortæller Mikael Johansen, der nu altså har søsat det store bogprojekt.

Mikael Johansen fra 'Olsen-bandens' fanklub har sendt et eksempel på en af Henning Bahs' gule sider. Den viser en oversigt over det, som skulle have været den første film, men i stedet blev delt i to og ændret hen ad vejen. (Bemærk at billedkvaliteten bliver meget bedre i bogudgaven.
Mikael Johansen fra 'Olsen-bandens' fanklub har sendt et eksempel på en af Henning Bahs' gule sider. Den viser en oversigt over det, som skulle have været den første film, men i stedet blev delt i to og ændret hen ad vejen. (Bemærk at billedkvaliteten bliver meget bedre i bogudgaven. Foto: Olsen-banden fanklub
Vis mere

Fanklubben er drevet frivilligt. Den er afhængig af hjælp udefra, og derfor har medlemmerne med hjælp fra Booklab igangsat en crowdfunding, så bogen kan blive udgivet.

Der produceres det antal bøger, der bliver solgt indtil 1. august – herefter lukker muligheden for at få fingre i bogen, som ifølge Mikael Johansen er fuld af guld for fans.

Han giver et par eksempler:

»For det første er der scenen fra den sjette film – 'Olsen-bandens sidste bedrifter' – hvor Egon går i barndom og bliver støbt ned i en cementblok. Når man læser de originale papirer, er scenen allerede med i den første film, hvor handlingen er slået sammen med film nummer to. Gangsterne er med hele vejen og bruger den nedstøbte Egon som stumtjener, mens politimanden Mortensen står ved siden af – også støbt ned i cement.«

Egon Olsen skulle allerede være støbt i cement i den første film.
Egon Olsen skulle allerede være støbt i cement i den første film. Foto: Rolf Konow
Vis mere

Henning Bahs' noter afslører også en ny side af bandens forhold til deres rivaler 'Kongen' og 'Knægten' spillet af Poul Richardt og Arthur Jensen i den fjerde film 'Olsen-bandens store kup'.

»I den endelige film er de uvenner, hvor det begynder med, at 'Kongen' og 'Knægten' stjæler fra Olsen-banden. I de papirer, vi har, kan man læse de første 32 sider af manuskriptet, hvor Kjeld og Benny faktisk arbejder sammen med 'Kongen' og 'Knægten,' mens Egon kommer ud fra fængslet – og så skal han prøve at få Kjeld og Benny tilbage over på sin side.«

I samme film havde Henning Bahs også skrevet en kupscene ind, hvor banden bryder ind hos en brugtvognsforhandler. Den scene kom aldrig med, men blev i stedet brugt i tv-serien 'Huset på Christianshavn'.

Og så kommer Mikael Johansen med en af de helt store afsløringer:

 Poul Reichhardt og Arthur Jensen som 'Kongen og knægten'.
Poul Reichhardt og Arthur Jensen som 'Kongen og knægten'. Foto: Rolf Konow
Vis mere

»Banden hed jo oprindeligt 'Hansen-banden', da Egons karakter hed Eigil Hansen. Den første film hed også i nogle af de første papirer 'Perlemorderne', ligesom Benny til at starte med hed Sofus og var forlovet med Kjelds 19-årige datter. Morten Grunwald var jo i forvejen cirka 10 år yngre end to andre og havde forinden spillet førsteelsker i et par film, så det passede jo fint.«

Fanklubben er i besiddelse af cirka 420 sider med ikke tidligere offentliggjort materiale. Oprindeligt ville man udgive en bog med cirka 175 af de mest interessante sider, men nu udgiver man alt.

»Vi har indsamlet 135.000 kroner, hvilket betyder, at bogen udkommer. Nu går vi efter at indsamle 300.000 kroner, så vi har råd til at få udgivet det hele,« fortæller Mikael Johansen og tilføjer, at et eventuelt overskud vil gå til fanklubbens kommende arrangementer.

»Vi har blandt andet haft en filmvisning på Rådhuspladsen, hvor vi skulle leje al udstyr. Hvis vi får vores eget, kan vi lave en masse sjove ting rundtomkring i landet. Vi vil for eksempel gerne lave en visning uden for Egons fængsel, Vridsløselille Fængsel.«

Bogen kan købes til og med 1. august via dette link.