I første sæson fulgte man kendisser som Hella Joof og Peter Falktoft blive udsat for søens hårde liv.

Nu har seks nye kendisser sagt ja til at tage på en alvorlig søfartsrejse over Atlanten.

Det skriver Discovery i en pressemeddelelse, hvor det bliver offentliggjort, at det både er realityverden, musikken og kunsten, der bliver repræsenteret på båden.

De seks kendisser er Katarina Pitzner, som er kendt fra programmet 'Diamantfamilien, kokken Jesper Vollmer, kunster Kristian Hornsleth, tv-vært Anders Lund Madsen, musiker Wafande og influencer Julia Sofia Astrup.

Det er sejlerne Jesper Bank og Martin Kirketerp, som begge har vundet guld ved VM, der skal tilbagelægge ca. 6.000 kilometer fra Lanzarote til Saint Martin i Caribien sammen med kendisgruppen.

'Forventningen er helt klart, at vi får en begivenhedsrig tur. Vi får lært naturen at kende. Det vil sige, at vi får stille vejr og uvejr, vi får sol, måne og stjerner, og vi får de her tropiske squalls (pludselige voldsomme vindstød, red.), hvor vi bliver nødt til at tage sejlene af båden,' lyder det fra Jesper Bank.

'På den måde kommer vi til at opleve, at det ikke altid er os, der bestemmer, men os der indretter os efter vejret.'

En af dem, der skal nyde godt af turen, er Anders Lund Madsen, og det lyder til, han ikke kan vente med at komme ombord.

'Jeg har drømt om langfart på havet, så længe jeg kan huske, men så var der lige seks børn og en masse arbejde og en hel del almindelig sløvhed samt alt for meget internet. Og bøffer. Og den slags,' udtaler han i pressemeddelelsen, hvor han uddyber:

'Og pludselig var mere end halvdelen af livet gået, og så med ét ringer telefonen, og en stemme spørger, om jeg vil med Over Atlanten? Ja! For pokker! Jeg har siddet og ventet på den opringning! Endelig.'

De seks kendisser kan snart se frem til at tage afsted. De lægger fra kaj 27. november.

Programmet kommer til at blive vist på Kanal 5 og Dplay til foråret i 2020.