Oh Lands pigegruppe Echo har haft en hård start i X Factor.

I første liveshow måtte de starte forfra i deres optræden på grund af manglende lyd, og i fredagens andet liveshow var de pludselig ved at komme i problemer igen.

Til pressemødet efter showet afslørede Echo-pigerne nemlig, at de kort før de skulle på scenen fik problemer med deres øresnegl, så Freja fra gruppen ikke kunne høre musikken.

»Vi tænkte 'fuck ikke igen' efter sidste gang. Det var 30 sekunder, før vi skulle på scenen, så der opstod kort panik. Toniah (X Factor-coach, red.) hjalp os med at få ro på og trække vejret, og så fik vi hurtigt fikset det med nogle nye ørepropper,« fortalte pigerne, der var lettede over at slippe igennem liveshowet uden større problemer.

»Det gik heldigvis meget bedre end forventet,« lød det fra Mathilde, der havde en særlig gæst blandt publikum.

Den 15-årige bornholmer er den eneste i gruppen, der har en kæreste og han så hende for første gang live i X Factor.

»Vi har ikke set hinanden i to uger, så det var dejligt at have ham blandt publikum. Jeg tror, det gjorde, at vi gav den mere gas. Jeg fik øje på ham, mens vi optrådte, hvor han sad sammen med min familie,« fortalte Mathilde.

I fredagens udgave af X Factor var det Thomas Blachmans deltager Andrea Brøndsted, der blev stemt ud.

Echo optrådte med Coldplay-hittet 'Clocks'.