'Dødskamp' er en fast del af 'Robinson Ekspeditionen', og denne sæson er heller ingen undtagelse, men efter mandagens afsnit hersker der tvivl om én af deltagernes indsats.

I mandagens afsnit blev Dina Bredal stemt ud i det såkaldte 'Ø-Råd', og ifølge hovedpersonen selv var startproblemer og et manglende boldøje årsagen til dette.

»Min start på ekspeditionen, hvor jeg blev sendt i eksil af mine holdkammerater, betød nok, at jeg aldrig for alvor blev en integreret del af spillet. Og så skulle jeg nok bare have været bedre til at gribe og kaste med de bolde, når vi havde dyst og kappestrid,« fortæller hun til B.T.

Den 40-årige silkeborgenser havde det egentlig godt sammen med de andre deltagere på øen, men selve spillet blev til tider 'bundråddent', fortalte hun i aftenens afsnit.

40-årige Dina Bredal fra Silkeborg.
40-årige Dina Bredal fra Silkeborg. Foto: (PR-foto/TV3)
Vis mere

»Med undtagelse af den næstsidste dag, hvor jeg bliver sendt i dødskamp af mine holdkammerater, så havde jeg det faktisk godt socialt på holdet. Men der bliver fortalt så mange løgne, og spillet blev bare meget beskidt at være en del af. Jeg er nok bare for ærlig til at være med i Robinson,« forklarer hun.

Da de to hold skal finde frem til, hvilke deltagere der skal i 'dødskamp', fortæller Dina Bredal til B.T., at der er blevet klippet en hel del ud af programmet.

»Jeg blev decideret svinet til, da holdet skulle stemme to af os i dødskamp, og det var på ingen måde rart at være en del af.«

Den anden deltager, der skulle hjælpe Dina Bredal i aftenens 'dødskamp', var Maria Pencheri, som også føler, at produktionsholdet har klippet en vigtig del ud af aftenens afsnit.

27-årige Maria Pencheri fra Århus.
27-årige Maria Pencheri fra Århus. Foto: (PR-foto/TV3)
Vis mere

»Man ser ikke på tv, at jeg faktisk melder mig selv til at tage dødskampen. Det har de åbenbart valgt ikke at tage med,« fortæller den 27-årige århusianer til B.T.

Valget om at melde sig selv betød, at Maria Pencheri 'kom i klemme', som hun selv beskriver det:

»Jeg ville gerne i dødskamp, hvis bare det ikke blev sammen med Dina, fordi jeg ikke så hende som en fysisk stærk spiller. Desværre vælger mit hold at sende en svag duo afsted, og i princippet var det jo bare to personer, som de godt kunne undvære.«

'Dødskampen' var derfor uundgåelig for de to deltagere, der blev sendt afsted som et makkerpar, der allerede fra begyndelsen ikke havde de store chancer for at vinde.

Dina Bredal.
Dina Bredal. Foto: (PR-foto/TV3)
Vis mere

»Maria taber den dødskamp med vilje. Det er jeg 100 procent sikker på,« siger Dina Bredal.

Men den beskyldning er Maria Pencheri absolut ikke enig i:

»Jeg var rigtig vred og frustreret over, at mit hold lige havde ofret mig fuldstændig, men jeg gik ikke ind til dødskampen med ønsket om at tabe med vilje. Det gjorde mig ikke noget, hvis vi tabte, men jeg kæmper med alt, jeg har, og for at være helt ærlig, så vidste jeg godt, at vi ville komme til at tabe dødskampen.«

Den indstilling kan Dina Bredal dog overhovedet ikke nikke genkende til:

Maria Pencheri.
Maria Pencheri. Foto: (PR-foto/TV3)
Vis mere

»På turen derud fortalte Maria mig direkte, at hun ville gå ind til dødskampen med det formål at tabe med vilje, og det var jeg meget utryg ved at skulle være en del af. Derfor fortalte jeg det til produktionsholdet, men der blev desværre ikke gjort noget som helst ved det.«

Beskyldningerne om at tabe med vilje kom bag på den 27-årige deltager fra Århus.

»Det var nogle voldsomme beskyldninger at komme med, og det slog mig lidt ud på nede på øen. Det var dem, der ville have mig ud, så hvad bilder de sig egentlig ind at snakke sådan til mig, tænkte jeg,« siger Maria Pencheri.

Hele dramaet omkring 'dødskampen' kunne være endt anderledes, hvis bare den 40-årige deltager fra Silkeborg havde råbt endnu højere:

»Jeg skulle bare have stået fast overfor produktionsholdet. Jeg fortryder, at jeg ikke nægtede at være en del af noget, der var tabt på forhånd.«

Begge deltagere fortæller til B.T., at 'Robinson Ekspeditionen' stadig var en fantastisk oplevelse, som ingen af dem fortryder at have været en del af.

'Robinson Ekspeditionen' vises hver mandag klokken 20 på TV3.

I klippet øverst kan du se øjeblikket, da Dina Bredal bliver stemt ud af årets ekspedition.