Tirsdag aften vandt 29-årige Caroline Dahm og 34-årige Reece Curran syvende sæson af 'Nybyggerne'. Her så man, hvordan ægteparret fik udleveret skødet og nøglerne til det hus, de på tv havde givet en kærlig overhaling de sidste mange uger, hvorefter de inviterede til fest i deres nye 2,8 millioner dyre hjem.

Men faktisk blev ægteparret jaget ud igen, da festen var slut.

»Når man vinder, så får man en nøgle og et skøde. Men skødet er der ikke noget indeni, det er bare for tv'ets skyld. Og nøglen bliver taget fra os igen om aftenen, fordi vi ikke må sove i husene. Men vi vil flytte ind lige så snart, vi må. Der er jo en overdragelsesperiode på et par måneder. Der er praktiske ting med lån og skøde og forsikring, der kan tage lidt tid,« forklarer 'Nybyggerne'-vinderen Caroline til B.T.

Derudover er der også gået et halvt år, fra programmet blev optaget færdigt, til finalen nu netop er blevet sendt.

Reece og Caroline med husnøgle og skødet. Men nøglen blev taget fra dem igen, og skødet var tomt.
Reece og Caroline med husnøgle og skødet. Men nøglen blev taget fra dem igen, og skødet var tomt.
Vis mere

»Vi har nærmest følt, at vi har været lidt på standby de sidste måneder, fordi vi ikke rigtigt har vidst, hvad der skulle ske. Lige meget hvad der skulle ske, så var det dejligt at få afklaring på det hele, fordi det nærmest har taget et år hele processen fra castingen af. Og så er det bare fedt, at det var os, der endte med sejren,« jubler Caroline Dahm.

Derfor har hun og ægtemanden, australske Reece Curran, først nu tilladt sig at drømme store drømme om det kommende liv i den naturskønne storby Sønderborg.

»Vi håber, vi får børn i vores nye hus. Vi har lige pludselig meget mere sikkerhed, når vi har et hus. Det er nok også derfor, vi ikke har fået børn tidligere,« forklarer den 29-årige model.

»Det er perfekt timing for os nu,« tilføjer den 34-årige australier med et grin.

Caroline og Reece i deres nye hus – som de dog først må flytte ind i om et par måneder.
Caroline og Reece i deres nye hus – som de dog først må flytte ind i om et par måneder.
Vis mere

Ikke mindst har parret lagt store planer for deres karrierer efter 'Nybyggerne'. De håber at få solgt deres bar på den græske ø Ios, så de kan fokusere mere på deres hjem i Danmark.

»Vi tænkte, vi måske kunne starte en lille café eller noget. Vi har erfaring med baren, og det er en flot by. Måske kan vi starte en lille café og sælge møbler derinde også,« forklarer Reece Curran, der blandt andet har fået mange henvendelser på den reol, han lavede til parrets kontor.

»Vi vil gerne lidt mere i retning af noget håndværksmæssigt,« tilføjer Caroline Dahm.

Men for nu må parret nøjes med at lægge planer, indtil de om nogle måneder kan flytte ind i deres drømmehus i Sønderborg.