Det gik helt galt for komikeren Heino Hansen, da han i TV 2-programmet 'Stormester' tog en vanvittig beslutning om at smadre en vandmelon ned i sit eget kranie og endte med en hjernerystelse. Nu fortæller han, hvad der skete, da optagelserne måtte stoppe, og kameraerne slukkede.

I 'Stormester' mødes fem danske kendisser i en stor villa for at dyste om, hvem der kan løse en bunke opgaver på mest absurde vis.

Blandt andet skal de i fredagens afsnit fæstne nogle balloner til jorden ved kun at bruge en række objekter, som er blevet lagt på et bord foran dem – blandt andet en vandmelon.

Heino Hansen forsøger først lidt halvhjertet med nogle elastikker, men giver siden op på opgaven og vender i stedet sin opmærksomhed mod den store grønne melon. Fordi 'der skulle ske et eller andet', som han siger til B.T.

Heino Hansen og 'Stormester'-medvært Mark Le Févre inspicerer bordet med objekter til brug for dagens opgave.
Heino Hansen og 'Stormester'-medvært Mark Le Févre inspicerer bordet med objekter til brug for dagens opgave. Foto: TV 2
Vis mere

Først banker han hovedet ned i vandmelonen gentagne gange for at flække den. Men den hårde skræl giver sig ikke. Dernæst tager han en resolut beslutning og kaster melonen flere meter op i luften, træder ind under den og venter på, at den falder ned og smadrer på hans hoved.

I fredagens afsnit bliver melon-klippet afspillet foran de fem deltagere og et måbende publikum – og også Heino Hansen, der i fantom-smerter og chok tager sig til ansigtet, da han selv ser øjeblikket for første gang.

»Det er jo ikke sjovt at se sig selv få en vandmelon i hovedet, og jeg kunne faktisk ikke huske, jeg havde kastet den så højt op. Da jeg så det, fik jeg lyst til at råbe til mig selv: 'Lad dog være, det er dumt, det der!', for det er hverken sindssygt klogt eller sjovt. Det er jo farligt. Du skal jo ikke have en vandmelon i hovedet,« siger han til B.T.

Han fortæller, at det faktisk ikke gjorde ondt at blive ramt, og derfor fortsatte han optagelserne en halv times tid. Men pludselig begyndte han at få ekstrem hovedpine. Han blev rundtosset, fik kvalme og måtte til sidst ringe til lægen. Med oprigtig skam måtte han fortælle om årsagen til smerterne og fik konstateret en mild hjernerystelse.

Her er vandmelonen på vej ned efter at have været flere meter oppe i luften.
Her er vandmelonen på vej ned efter at have været flere meter oppe i luften. Foto: TV 2
Vis mere

For at gøre ondt værre, så fik Heino Hansen intet ud af sit stunt. Han havde nemlig løst opgaven med ballonerne forkert og blev diskvalificeret.

»Mit hjerte bløder,« siger programmets vært, Lasse Rimmer, da han i 'Stormester' må overbringe den triste nyhed til komikeren.

»Det gjorde min næse også,« svarer Heino Hansen sagte.

Og det gjorde den faktisk, fortæller han til B.T.

Tv-vært Sarah Grünewald, komiker Heino Hansen, komiker Victor Lander, skuespillerne Lise Baastrup og Jesper Groth samt 'Stormester's to værter, Lasse Rimmer og Mark Le Fêvre. 
Tv-vært Sarah Grünewald, komiker Heino Hansen, komiker Victor Lander, skuespillerne Lise Baastrup og Jesper Groth samt 'Stormester's to værter, Lasse Rimmer og Mark Le Fêvre.  Foto: Henrik Ohsten/TV 2
Vis mere

»Dagen efter sad jeg i toget, og så begyndte det at bløde ud af min næse, og jeg var rimelig bange og troede, at nu skulle jeg dø. Så jeg ringede til lægen igen og kom til at tale med en anden end dagen før. Så kiggede hun i min journal, og jeg kunne høre, der blev helt stille, inden hun sagde: 'Jeg kan se her, at du har fået en vandmelon i hovedet fra lang afstand i går?'«

Lægen kunne berolige Heino Hansen med, at de to ting ikke havde en sammenhæng, men at han formentlig bare havde kradset sig i næsen.

Alligevel husker han opkaldene til lægen som noget af det værste ved hele situationen.

»Det var pinligt at være en voksen mand og ringe til lægen og sige, at man har kastet en vandmelon i sit eget hoved.«

At netop dén del står som noget af det værste i Heino Hansens bevidsthed, skyldes måske, at han faktisk ikke husker ret meget fra selve ulykken. Derfor svarer han også – da B.T. spørger, om han ikke allerede ved at slå hovedet ned i melonen vidste, at det ville gøre ondt at kaste den:

»Det kunne jeg forestille mig. Jeg må indrømme, jeg husker det meget svagt. Hele episoden gør, at jeg husker mange ting fra huset meget svagt, fordi jeg var meget rundtosset i en stor del af optageperioden,« siger han.

»Hvis man kigger godt efter i programmet, så kan man se, at når Lasse Rimmer og Mark Le Févre lægger op til de klip, vi skal til at se med mig, så er jeg i tvivl om, hvad de hinter til.«

Efterspillet husker Heino Hansen fint. Det var nemlig 10 utroligt lange dage, hvor hovedet snurrede så meget, at han hverken kunne tænke eller sove. I dag har han det heldigvis godt igen, men på et tidspunkt var han oprigtigt bekymret for, om han nogensinde ville holde op med at være rundtosset.

Ikke mindst fordi komikeren lige var blevet far, da optagelserne fandt sted i september, og derfor var travlt beskæftiget, mens han i virkeligheden burde have lukket sig inde i et mørkt lokale, til hovedet var okay igen.

»Så jeg kan ikke anbefale folk, der skal have en vandmelon i hovedet, at gøre det, når de lige har fået børn.«