'Hell's Kitchen'-deltageren Dali Meco er hårdt ramt af sygdom i aftenens afsnit af kokkeprogrammet. Faktisk er det så alvorligt, at benene falder sammen under ham, og han må senere indlægges på hospitalet.

Det skal også vise sig, at det ikke er småting, han kæmper med. Dali Meco lider nemlig af en sygdom, der kan være livstruende. Det afslørede tests, han fik taget på sygehuset.

Det anede den 33-årige kok dog ikke til at starte med, da han først begyndte at få hovedpine. Han vidste ikke, hvad der truede hans helbred, og regnede med, han bare kunne sove sig fra sygdommen.

To af dagene, hvor de indspillede tv-programmet, lå han i sengen. På tredjedagen satte deltageren David dog foden ned og tog fat i en af holdets produktionsassistenter.

Dali havde svært ved at gå, mens han var syg. Han kunne ingenting, siger han.
Dali havde svært ved at gå, mens han var syg. Han kunne ingenting, siger han. Foto: Foto: Tv 3/ Hell's Kitchen
Vis mere

»Jeg kunne slet ikke noget. Jeg kunne ikke gå på toilettet, og den ene gang jeg gjorde det, måtte jeg kravle derud,« lyder det fra ham.

Han blev kørt til akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital, hvor man i første omgang ikke kunne finde noget galt med ham.

Planen var, at han bare skulle sendes hjem, men sådan skulle det ikke gå.

»Jeg måtte efter en time ringe efter en sygeplejerske, for jeg kunne simpelthen ingenting. Jeg kunne ikke på nogen måder få mit tøj på.«

Dali Meco blev i første omgang indlagt på Bispebjerg Hospital.
Dali Meco blev i første omgang indlagt på Bispebjerg Hospital. Foto: Foto: Tv 3/ Hell's Kitchen
Vis mere

Den 33-årige kok fra Viborg, som har rødder i Bosnien, led af hovedpine og kvalme, og han kunne ikke holde mad nede. Han havde så ondt, at han slet ikke kunne fungere, og hvis man kender ham, ved man, at det er galt, når han siger det.

»Jeg har måske været på arbejdsmarkedet i 20 år, og mine sygedage kan tælles på én hånd. Det er nok min stolthed, der gør det. Jeg tager på arbejde, selv om jeg har 40 i feber,« forklarer han.

Denne gang var der dog ingen vej uden om. For han blev efterfølgende undersøgt af en neurolog på sygehuset, som tog en rygmarvsprøve af ham. Det skulle vise sig, at han havde fået meningitis, som er en inflammation i hjernen.

Dali Meco fik voldsomt meget medicin. Han måtte på smertestillende og fik antibiotika, og stille og roligt fik han det bedre. Først skulle han dog både forbi Viborg Sygehus og Skejby Sygehus.

I perioder fik han taget rygmarvsprøver hver dag.

»Det tog mig tre måneder, før jeg kunne arbejde igen,« lyder det fra ham.

Undervejs ringede han til sin arbejdsgiver og sagde, at han syntes, de skulle finde en anden, for han vidste ikke, hvornår han ville være rask igen. Derfor måtte han søge nyt arbejde, da han fik det bedre.

»Jeg er meget glad for mine arbejdsgivere. De har sagt, at de har fuld forståelse for, at jeg måske skal gå tidligt nogle dage.«

Sådan forklarer kokken, der tidligere har arbejdet 100 timer om ugen. I dag vil han skyde på, at det ligger omkring 40 til 45, selv om han siger det lidt tøvende.

Han indrømmer, at det var hårdt for ham, da han blev nødt til at droppe sin medvirken i programmet.

»Man er jo med, fordi man gerne vil vinde, og jeg følte jo også, jeg svigtede de andre drenge (som han kæmpede på hold med, red.)«

»Men hvis jeg skal sige en enkelt positiv ting ved det her, så er det, at jeg har lært at uddelegere, og nu skriver jeg tingene ned,« siger Dali Meco.

Han kæmper stadig med eftervirkninger af sygdommen. Dali Meco husker ikke som tidligere og bliver hurtigere træt og drænet. Både psykisk og fysisk.

Når der har været hårde dage på arbejde, har han brug for bare at slappe fuldstændig af, når han er hjemme.

Han fortæller i dag, at lægerne siger, han måske han have fået sygdommen via noget, han har spist.

'Hell's Kitchen' kan ses på Viaplay og på TV3 klokken 20 onsdag aften.