Nicholas Kawamura kunne på ingen måde skjule tårerne, da han og Karina Frimodt fredag blev stemt ud af 'Vild med dans'.

Men allerede inden det overhovedet stod klart, at han og dansepartneren skulle i omdans, blev han overvældet af følelser.

Faktisk blev det så voldsomt, at TV 2 overvejede at forbyde ham at gå på gulvet igen, fortæller den 42-årige DJ og tidligere radiovært på Instagram.

Da 'Vild med dans' havde premiere i forrige uge, endte Nicholas Kawamura og Karina Frimodt på en delt førsteplads. I premiereprogrammet blev ingen stemt ud, og de 19 point fra dommerne ville derfor blive lagt sammen med næste uges point.

Nicholas Kawamura havde stadig røde øjne, da han og Karina Frimodt stille op til fotografering efter programmet.
Nicholas Kawamura havde stadig røde øjne, da han og Karina Frimodt stille op til fotografering efter programmet. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Her fik parret ligeledes 19 point, men da resten af feltet blev belønnet mere gavmildt denne gang, formåede Kawamura og Karina Frimodt kun at opnå en 7. plads baseret på dommerstemmer.

DJ'en havde derfor regnet med at ligge lavt i den samlede stilling. Så han troede nærmest ikke på det, da han i pausen fik at vide, at han og dansepartneren lå på en samlet andenplads.

'Det blev jeg så chokeret over, at jeg faktisk var ved at besvime,' skriver Nicholas Kawamura i en story på Instagram.

Da stemmerne fra seerne tikkede ind, stod det dog klart, at de ikke var lige så begejstrede for parret, som dommerne tilsyneladende havde været.

Nicholas Kawamura kunne ikke holde tårerne tilbage.
Nicholas Kawamura kunne ikke holde tårerne tilbage. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Derfor endte Nicholas Kawamura og Karina Frimodt i omdans mod musicalskuespilleren Andrea Lykke og Eugen Miu. Baseret på Nicholas Kawamuras reaktion tidligere, var TV 2 dog opmærksomme på hans helbred, fortæller DJ'en videre.

'Man overvejede sågar at forbyde mig at danse omdansen, fordi jeg havde været så presset. For min egen sikkerheds skyld.'

Dagen efter nederlaget fortæller Nicholas Kawamura, at han har skullet bruge et døgn på at fordøje oplevelsen.

'Selvom det var en bitter pille at sluge og følelsen efterfølgende var præget af tomhed, så går jeg derfra med så mange gode oplevelser, nye venskaber og ubetalelige erfaringer. Nu skal jeg lige sunde mig et par dage sammen med familien. Men så er det også op, videre og afsted igen.'

Nicholas Kawamura trøstes af sin kone, Trine Kjær, efter nederlaget.
Nicholas Kawamura trøstes af sin kone, Trine Kjær, efter nederlaget. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Han forstår dog ikke, hvordan han kan ryge ud af programmet som den første, når dommerne kastede så mange point efter ham.

Heller ikke hans kone, influenceren Trine Kjær, finder udfaldet retfærdigt.

'Det var så forkert af Danmark,' skriver hun på Instagram.