Der er meget, man ikke ser på tv, siger Stine Marthine Pedersen som forklaring på sit opsigtsvækkende valg i 'Landmand søger kærlighed'. Og som årsag til, at hun måske blev lidt i tvivl om, hvorvidt hun valgte rigtigt helt fra begyndelsen.

Tirsdag havde TV 2 sæsonpremiere på det populære datingprogram, hvor en håndfuld landmænd skal finde en kæreste gennem et længere udskillelsesløb.

Og her blev seerne vidne til en ubehagelig speeddate mellem den 26-årige landmand Stine Marthine Pedersen og den ét år ældre Daniel Wolff, som var så nervøs, at han nærmest ikke kunne fremstamme et eneste ord.

Men til sikkert mange seeres store overraskelse valgte hun alligevel at tage Daniel Wolff med på gruppedate og videre i programmet.

Stine Marthine Pedersen er første kvindelige landmand i 'Landmand søger kærlighed'.
Stine Marthine Pedersen er første kvindelige landmand i 'Landmand søger kærlighed'. Foto: Ian Devald/TV 2
Vis mere

Til B.T. fortæller Stine Marthine Pedersen dog, at der var meget, man ikke fik lov at se på tv.

»Daten med Daniel var ret anderledes, fordi han var så nervøs – og det gjorde også mig nervøs. Men jeg synes virkelig, jeg kæmpede hårdt for at holde samtalen gående. Jeg spurgte til hans tatoveringer og alt muligt for at undgå pinlig tavshed, men til sidst havde jeg spurgt så meget, at jeg blev nødt til at høre ham, om han også have noget, han ville spørge om. Og det havde han ikke, fordi han var så nervøs,« siger hun.

»Men vi havde en længere snak, end man ser på tv.«

Da Daniel Wolff blev udvalgt til gruppedate, skete det på bekostning af 28-årige Karsten, som måtte forlade programmet efter et enkelt afsnit. I 'Landmand søger kærlighed' lyder forklaringen fra Stine Marthine Pedersen, at hun ikke er klar til at blive bonusmor til hans to børn fra tidligere forhold.

Men til B.T. fortæller hun nu, at der lå mere bag beslutningen.

Stine Marthine Pedersen er første kvindelige landmand i 'Landmand søger kærlighed'.
Stine Marthine Pedersen er første kvindelige landmand i 'Landmand søger kærlighed'. Foto: Anders Brohus/TV 2
Vis mere

»Jeg valgte Karsten fra på speeddaten, fordi han var så vanvittigt stor en personlighed. Altså, virkelig! Han boede langt væk og havde også de her børn, så det var en udfordring fra starten. Men jeg tror virkelig også, jeg blev bange for, at hvis jeg tog ham med på gruppedate, så ville de andre ikke få et ben til jorden, fordi han ville stjæle opmærksomheden. Og det ville bare være ærgerligt for alle,« siger hun.

»Jeg kan også selv godt lide, at der er stilhed en gang imellem, så jeg tror også, hans personlighed var for stor til mig.«

Stine Marthine Pedersen afslører desuden, at man heller ikke fik lov at se på tv, hvordan hun faktisk vidste en masse om sine dates, inden de mødtes første gang. Hun havde nemlig googlet dem, efter hun havde læst deres breve.

»Jeg stalkede dem allesammen på de sociale medier, fordi jeg blev nødt til at se, at det var rigtige mennesker og ikke bare et brev. Det gav mig en ro i maven, men det gjorde mig også i tvivl om, hvorvidt det var de rigtige, jeg havde valgt,« siger hun.

Umiddelbart efter hun var blevet præsenteret for den store sæk med breve fra bejlerne, skulle hun nemlig udvælge syv mænd – fem som skulle med i programmet, samt to ekstra, hvis nogen skulle melde fra, og først herefter fik hun mulighed for at google dem.

Og efter at have snaget lidt på deres sociale medier skulle det vise sig, at de to ekstra mænd nok burde have haft en plads i den endelige pulje i stedet for nogle andre, erkender Stine Marthine Pedersen, der dog ikke fortryder nogen af sine valg.