Det gik ikke ubemærket hen, da 20-årige Denis rappede om sex og om at være homoseksuel under sin X Factor-audition.

Siden programmet havde premiere fredag aften, har Denis fået utallige reaktioner på sin optræden og sin historie. Men det har været både godt og skidt.

»Der har været mange reaktioner på de sociale medier, hvor en del har skrevet søde ting, men der er også en del, som ikke har forstået, hvorfor jeg skulle fortælle om min seksualitet i programmet,« fortæller Denis.

I sin optræden satte Denis ord på, hvordan det har været at springe ud for sin muslimske familie. På landsdækkende tv satte han ord på sin indre og ydre kamp.

20-årige Denis fra Odense imponerede dommerne.
20-årige Denis fra Odense imponerede dommerne. Foto: TV 2
Vis mere

Kampen for at forstå og acceptere sin egen seksualitet og kampen for at blive accepteret af sine forældre. For i stedet at omfavne deres søn, som den han er, sendte de Denis til psykologer, læger og en tysk imam i håbet om at 'fjerne' homoseksualiteten i ham. Lige siden han var teenager, har Denis skjult sin seksualitet for andre. Ikke turdet tale om det. Men ikke længere.

»Jeg vil gerne dele min historie, fordi det kan sætte fokus på et socialt problem. At mange homoseksuelle bliver afskåret fra deres familier Jeg vidste i starten ikke, hvor meget jeg ville fortælle om min egen seksualitet over for hele Danmark. Men jeg gjorde det, og det har givet mig en følelse af, at jeg står ved min identitet,« forklarer Denis, der også bruger kunstnernavnet 'Dizzy Diezel'.

Musikken og den ærlige optræden i X Factor har været en del af hans selvudvikling, men han håber også, at der er andre, der kan få noget ud af det.

»Jeg håber, at andre, der er ligesom mig, kan finde styrken til at springe ud og blive frie. At de nu kan høre, at der er flere, som går igennem det samme.«

I sin musik rapper Denis om venner og vilde aftener, men også om de personlige og vigtige budskaber, som dem, han satte fokus på til sin audition. Derfor håbede han også, at hans forældre fulgte med hjemmefra.

»Min audition havde et budskab, som måske ville røre noget i dem. Vi har set X Factor sammen, siden jeg var lille, men jeg ved ikke, om de har set programmet nu. Jeg har sendt en TV 2-artikel om det til min søster, men hun har ikke svaret,« siger Denis.

Under X Factor-indspilningerne har Denis kun haft sporadisk kontakt med sin familie.

Han elsker dem stadig trods deres forskelligheder, men i øjeblikket fokuserer han mere på at udvikle sig selv og stå fast på den, han er.