Dennis Krogsdal Madsen syntes ikke, det var svært at tabe sig – det svære kom først bagefter.

Det fortæller den 28-årige 'Gift ved første blik'-deltager til B.T.

Torsdag var seerne vidner til ægteskabet mellem Dennis Krogsdal Madsen og Anja Mølgaard Jacobsen, der sagde ja til hinanden i bedste sendetid uden nogensinde at have mødt hinanden.

Og selvom de fleste 'Gift ved første blik'-deltagere gennem tiden har søgt hjælp hos programmets eksperter for ikke igen at vælge en partner, der er helt forkert for dem, så har Dennis Krogsdal Madsen ikke selv nogen dårlige erfaringer fra sine tidligere forhold.

Dennis Krogsdal Madsen fra Viborg, der arbejder som konsulent og går op i plantebaseret mad.
Dennis Krogsdal Madsen fra Viborg, der arbejder som konsulent og går op i plantebaseret mad. Foto: Snowman Productions ApS
Vis mere

Han har nemlig aldrig haft en kæreste.

»Det kan jeg jo ikke løbe fra, og det vil jeg heller ikke. For det har været et aktivt valg,« siger han.

»Men det var det ikke, da jeg var yngre, for der var jeg meget overvægtig og havde ikke den selvtillid, det krævede for at have en kæreste i min optik.«

Dennis Krogsdal Madsen var allerede tyk som seksårig. Som 11-årig havde han en periode, hvor han var normalvægtig.

Dennis til galla i gymnasiet.
Dennis til galla i gymnasiet. Foto: Privat
Vis mere

Men i teenageårene blev han igen fanget i 'sit fedtfængsel', som han kalder det, og kom på et tidspunkt op at veje 118 kilo.

»Det var svært. Jeg takkede nej til sociale arrangementer og sagde, jeg skulle på arbejde. Men jeg sad derhjemme og spillede computer eller så tv og loggede af Facebook-chatten, så man ikke kunne se, jeg var derhjemme. Jeg havde en frygt for at svede, og det var så pinligt, så jeg ville for det meste hellere holde mig væk,« siger han om gymnasietiden.

»Jeg turde nærmest ikke kaste mig ind i det (dating, red.). Jeg kunne jo godt mærke, når nogen viste interesse, men så affejede jeg det, for der var jo ikke nogen, der gad være sammen med mig, tænkte jeg.«

Det var ikke, fordi han ikke ønskede at tabe sig. Det gjorde han noget så inderligt. Men det var først, da han begyndte i en gå-løbe-klub i sin hjemby og samtidig fik fokus på sund kost, at kiloene begyndte at rasle af ham.

Dennis under sin studenterkørsel.
Dennis under sin studenterkørsel.
Vis mere

Her var han en del af fællesskabet, og det betød alverden, at der var nogen, der ventede og heppede på ham.

Så i august 2016 havde han tabt sig så meget, at han kun manglede kronen på værket: en operation, der skulle fjerne hans løse maveskind.

Men Dennis Krogsdal Madsens nye krop betød ikke, at han pludselig var smækfyldt med selvværd og væltede sig i damer.

Faktisk mener han, at perioden efter vægttabet var det sværeste.

»Da jeg begyndte at tabe mig, var det dét, der tog mit fokus. Og så skulle jeg vænne mig til min nye krop og lære mig selv at kende, og det skulle jeg ikke gøre sammen med andre. Hvis jeg fik en kæreste, og forholdet stoppede, så ville den selvtillid, jeg på daværende tidspunkt havde bygget op, måske forsvinde,« siger han.

»Efter vægttabet har jeg brugt Tinder og Happn, er gået på dates og har fået bekræftelse. Nu var der rent faktisk nogen, der syntes, jeg var attraktiv. Men det blev ikke til en kæreste.«

Siden vægttabet har Dennis Krogsdal Madsen brugt meget tid på at arbejde med sit selvbillede. Af og til, når han er stresset, og de negative tanker banker på, er det stadig den store usikre fyr, han ser, når han kigger sig i spejlet.

»Men jeg er blevet bedre til at komme ud af det,« siger han.