»Du bliver jagtet. Vi ved, at du bor i Maribo.«

Sådan lyder det i en besked, der søndag aften tikkede ind på Dennis Kjær Andersens mobil.

Han er med i TV 2-dokumentaren 'Hvem skal være min mor og far?', hvor han sammen med sin kone, Camilla Alsted, kæmper for at beholde parrets nyfødte søn, Martin.

Både Camilla Alsted og Dennis Kjær Andersen har et mentalt handicap, og Guldborgsund Kommune og Ankestyrelsen beslutter sig for, at de er uegnede til at være forældre. Martin skal tvangsbortadopteres.

Det er anden gang, at denne skæbne rammer parret, da deres første barn, en lille pige, også er blevet tvangsbortadopteret, fremgår det af programmet.

Midt i denne sorg skal parret nu også forholde sig til beskeder fra seere, der ikke bryder sig om deres optræden på tv. En sag, som Se og Hør også har beskrevet.

Det er både hårde kommentarer på Facebook, beskeder via Messenger og sms samt chikanerende opkald til både arbejds- og privatnummeret, der har ramt parret. Især én besked har overskredet Dennis Kjær Andersens grænse, fortæller han til B.T.

»Hvad så din psykose og brandstifter. Du egner dig ikke til at have børn, du kan ikke tage vare på dig selv 100 procent. Det er super godt, at de har fjernet børnene. Du bliver jagtet. Vi ved, at du bor i Maribo,« lyder det blandt andet i sms'en.

Her er beskeden, som Dennis Kjær Andersen har modtaget, som nu er meldt til politiet.
Her er beskeden, som Dennis Kjær Andersen har modtaget, som nu er meldt til politiet.
Vis mere

Brandstifter-kommentaren handler om, at Dennis Kjær Andersen tidligere har afsonet ​en behandlingsdom, fordi han brændte en forretning af.

Han har allerede meldt sms-beskeden til politiet, og da B.T. snakker med ham, venter han på, at de kontakter ham.

»Når man begynder at true i sms'er, lave telefonchikane og komme med dødstrusler, så er det ved at gå for vidt.«

»Jeg kan godt leve med, at du synes, at jeg er en kæmpe idiot. Det er fint nok, for man kan ikke gøre alle tilfredse, men at begynde og true på den måde, så er bægeret ved at være fyldt,« forklarer han om baggrunden for at involvere politiet.

Chikanen rammer ekstra hårdt, da parret stadig bearbejder tabet af deres to børn, som de i dag ikke ved, hvor er, fordi der er tale om en såkaldt lukket adoption. De ved dog, at børnene er adopteret af den samme familie.

»Vi kæmper selvfølgelig for at få dem tilbage, men det ser sort ud,« siger han.

TV 2 havde på forhånd advaret parret om, at programmet kunne vække stærke følelser hos nogle seere, fortæller Dennis Kjær Andersen, der da heller ikke har noget at udsætte på TV 2s håndtering.

Fra kanalens side bekræfter redaktøren på 'Hvem skal være min mor og far?', Lasse Bjerre, at man i forbindelse med dokumentaren har talt med deltagerne om eventuelle reaktioner.

»I forbindelse med sådan en dokumentar har journalisten og vores kommunikationsfolk samtaler med de medvirkende, så de bliver forberedt på, at der kan komme debat eller reaktioner, når programmet bliver sendt. Det gælder ikke mindst i forhold til de sociale medier. Og vi afsætter også særlige ressourcer til at følge og moderere debatten på TV 2s platforme.«

Hvad angår truslerne mod Dennis Kjær Andersen og hustru, fastslår han:

»Det er selvfølgelig ikke i orden at chikanere og true medvirkende i sådan en situation. Det tager vi klart afstand fra.«

Én af de scener, der har fået folk op i det røde felt, er, da parret står på hospitalet. Her vil Kjær Andersen ikke vente på, at hustruen går i fødsel. Han får sagt, at han har andre ting at lave, og beslutter sig for at køre hjem.

Parret med deres søn, Martin, der er blevet tvangsbortadopteret. Foto: Kristian Friis/TV 2.
Parret med deres søn, Martin, der er blevet tvangsbortadopteret. Foto: Kristian Friis/TV 2.
Vis mere

En anden scene er under fødslen, hvor Kjær Andersen hæver stemmen overfor hustruen og nævner, at det »ikke er så vanskeligt«.

»Jeg får nok sagt noget, der ikke var så godt. Det var slet ikke ment sådan,« har han tidligere forklaret om situationen til Se og Hør.

Han håber nu, at politiets indtræden i sagen kan få chikanen til at stoppe, og han har da også allerede bemærket politibiler køre forbi parrets hus flere gange, efter han kontaktede dem.

Det er ikke kun parrets privatliv, chikanen går udover. Også Dennis Kjær Andersens arbejdsliv, hvor han driver et havefirma, er påvirket. Dette skyldes, at man i dokumentaren ser firmaets telefonnummer på hans T-shirt.

»Jeg har meldt ud, at hvis man ringer med ukendt nummer, så bliver den ikke taget. Så må de sende mig en sms eller mail, og så ringer jeg tilbage. Sådan er vilkårene i en periode, indtil det her er stilnet af,« forklarer han.

B.T. har forgæves forsøgt at kontakte nummeret, der har sendt beskeden til Dennis Kjær Andersen.