Den britiske version af 'Den store bagedyst' bliver beskyldt for at være racistisk.

Det gør det, fordi det er tredje uge i træk, at en deltager med anden etnisk oprindelse end hvid er blevet smidt ud af programmet, som bliver sendt på Channel 4.

Og det er adskillige seere altså rasende over på Twitter, skriver nærmest samtlige af de største britiske medier – heriblandt The Sun, Mirror, Daily Mail og Daily Star.

'Som en brun person er jeg rasende, men ikke overrasket,' skrev en bruger kort efter afslutningen af det seneste afsnit i bageprogrammet, hvor deltageren ved navn Sura blev den tredje etniske minoritet til at pakke sit bagegrej sammen.

'Jeg ser i år Bagedysten for første gang nogensinde, og det eneste, jeg ser, er, at mesterbageren altid er en mand, og at den eliminerede altid er en farvet person,' skrev en anden.

En tredje er endnu mere kontant i sin retorik og skriver direkte: 'Den store britiske bagedyst er racistisk'.

Alle de britiske medier har kontaktet Channel 4 for at få en kommentar til beskyldningerne, men kanalen er endnu ikke vendt tilbage.

Herhjemme i Danmark har vi også fuld gang i nye sæson af det populære bageprogram.

Emil og Caroline.
Emil og Caroline.
Vis mere

I det seneste afsnit blev der endda skrevet dansk tv-historie i programmet, da den unge deltager Caroline Fischer Rigelsen midt under afsnit to gik hen og kyssede den jævnaldrende Emil Ussing, efter at han havde fået ros af dommerne for sin lagkage.

De to deltagere bekræftede efterfølgende over for B.T., at de blev kærester under optagelserne.

»Det var gået så dårligt for ham i første program, og så blev jeg bare så glad, da han fik ros af dommerne, at jeg gav ham et kys. Jeg troede ikke, vi blev filmet,« fortalte Caroline Fischer Rigelsen med et grin og tilføjede:

»Men de filmede selvfølgelig hele tiden, det tænkte jeg bare ikke lige over.«