Der er en særlig grund til, at det er vigtigt for Rasmus at åbne op omkring sit sygdomsforløb og kampen.

Den helt store Knæk cancer uge er netop afsluttet, og den kulminerede med TV 2s store støtteshow i weekenden, hvor danskerne hjalp hinanden med at samle 145 millioner ind til Kræftens Bekæmpelse. Her kunne man høre mange rørende historier fra danskere rundt omkring i landet, som på den ene eller anden måde har været berørt af kræft. En af dem, der har haft kræft helt tæt inde på livet er Rasmus Kamei fra ‘Love Island’. Allerede under i programmet fortalte Rasmus lidt om sin kamp mod kræften for nogle år siden, men nu har han besluttet sig for at fortælle mere om sit kræftforløb.

'Som mange af jer, der kender mig, ved, ja så kæmpede jeg en kamp imod kræften for cirka 3 år siden og vandt! I den forbindelse har jeg besluttet at drage rundt til landets folkeskoler, efterskoler og lignende for at sprede budskabet om, at man aldrig skal give op, selv når tingene ser sorte og dystre ud, og fortælle min historie, og hvad der helt præcist skete for 3 år siden,' skriver Rasmus på Facebook og fortsætter:

'Hvis du kunne tænke dig, at jeg kom forbi lige netop din skole, eller hvis du har et forslag til, hvem der kunne have interesse i at høre mit foredrag, så skriv til mig her på Facebook eller min Instagram @rasmuskamaei og få mere info som for eksempel pris, varighed mm.'

Sammen med opslaget deler han et billede af sig selv, fra dengang han var syg. På Instagram fortæller han, at det var en helt vanvittig følelse, da han i sidste uge for første gang stillede sig op og fortalte hele historien om sin sygdom. Det skete på Brædstrup skole og gav ham blod på tanden til flere foredrag af samme skuffe. Her forklarer han også, hvorfor det er vigtigt for ham at lave foredraget.

'Jeg føler mig forpligtet til at skulle dele ud af disse erfaringer. Hvorfor? Jo, fordi sandheden er, at det højst sandsynligt sker for enten dig, eller en du kender på et givent tidspunkt i dit liv. Hvis jeg kan inspirere bare en person til at tage kampen op, ligesom jeg selv gjorde, så har jeg nået mit mål,' fastslår Rasmus.

Se Rasmus’ opslag herunder.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk