Efter længere tids utilfredshed med skolen tog Katherina en drastisk beslutning.

Det er ikke meget, vi har hørt fra det fraskilte ‘De unge mødre’-par Peter og Katherina Søborg hen over sommeren, men nu afslører Katherina, at det har været en begivenhedsrig tid for især hendes ældste søn, Mikkel. Katherina har tidligere fortalt, at Mikkel ikke var helt som de fleste andre børn.

Som seksårig fik han diagnosen ADHD, som han stadig kæmper med i dag, hvor han er 12 år gammel. Derfor har han gået på en skole for børn med brug for ekstra støtte og personale, men gennem længere tid er der stadig opstået problemer, og Katherina har ikke været tilfreds med den måde, skolen håndterede sønnen på. Det fortalte hun allerede i december sidste år. Men op mod sommerferien blev det så galt, at Katherina tog en drastisk beslutning.

'Min sommer startede ud med at melde Mikkel ud af skolen. Der er visse ting, som en lærer IKKE skal udsætte en elev for! Her er et par af problemstillingerne: Straf i form af isolation på ubestemt tid langt fra klassen ved siden af pedellen. De skældte ud, hvis Mikkel sneg sig væk fra isolationen for at hilse på sine klassekammerater. Efter endt isolation blev de ved med at true Mikkel med at sende ham tilbage i isolation, hvis ikke han hørte efter hvad de sagde,' skriver Katherina på parrets blog og fortsætter:

Artiklen fortsætter under videoen, hvor du kan se, hvordan det gik til, da Peter og Katherina blev gift.

 

'Mikkel blev meldt ud. Vi sendte en underretning og gjorde opmærksom på, hvorfor vi havde valgt at melde Mikkel ud af skolen. På grund af ferien gik sagen i stå, og først i august blev vi endelig indkaldt til møde på kommunen med kort tids varsel. Chefen og PPR samt visitationsteamet bakkede beslutningen om udmelding op.'

 

Katherina jubler over den nye skole

Der er kun gået en uge med Mikkel på den nye skole, men Katherina er allerede meget glad for sin beslutning om at få Mikkel et nyt sted hen.

'Den nye skole er gearet til at tage sig af elever, som har oplevet dårlig behandling på tidligere skoletilbud. Den nye skoles tilgang til ADHD er lige, som jeg vil have, den skal være!  De behandler eleverne pænt. De har ikke straffemetoder som på den gamle skole, og de fletter undervisningen sammen på en måde, som jeg ville ønske, at ALLE børn (ADHD eller ej) blev undervist på! Desuden vægter skolen fællesskabet ekstremt højt,' skriver Katherina på bloggen.

Peter og Katherina overraskede deres mange følgere, da de i juni sidste år afslørede, at de skulle skilles efter tre og et halvt års ægteskab. Parret har efterfølgende fortalt, at de efter omstændighederne har det godt og stadig er der for hinanden i det omfang, det er nødvendigt. De bor blandt andet stadig sammen og er sammen om deres børn.

Peter og Katherina har sammen tre børn, Alexzander, Nicklas og Mia, derudover har Peter sønnen Lucas fra et tidligere forhold. Katherina har drengene Mikkel og Mikas, mens hun også led den sorg at få sønnen David, der var dødfødt.

 

Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk