Nanna Ragnhild går i øjeblikket igennem en masse ting, der får hende helt ned i kulkælderen.

I en lang periode har Nanna Ragnhild fra ‘De unge mødre’ kæmpet sig igennem en hverdag, der er præget af medicin, terapi og dårlige dage. Hun startede for nogle måneder siden i terapi, hvilket Nanna giver udtryk for, at hun ikke bryder sig særlig meget om. I et af sine seneste blogindlæg fortæller hun nemlig, at hun i øjeblikket lever et liv i helvede.

'Jeg er virkelig i et følelsesmæssigt mareridt. Eller helvede!'

'Jeg fik godt nok at vide, at man som regel kommer helt ned og rammer bunden igennem forløbet, og at mange andre førhen har haft lyst til at opgive. Jeg vil ærligt sige, at jeg har undervurderet det. Selvfølgelig også svært at præcis vurdere noget, man slet ikke kender til og ikke har den fjerneste idé om, hvad er for noget,' skriver hun på sin blog.

Artiklen fortsætter under videoen, hvor du kan komme med Nanna til numerolog.

 

Farmor måtte hente Malucca

Tilbage i 2016 kontaktede Nanna psykiatrien, da hun gerne ville starte i terapi. Men grundet den lange ventetid fik Nanna først tildelt en terapeut i juni i år. På trods af sine store nedture i hverdagen og gentagne besøg hos terapeuten er hun samtidig også nødt til at være mor til sin datter Malucca, selvom det kan være meget svært for hende både at være mor og oprevet hele tiden.

'Jeg har det af lortens til. Min farmor har været så god at hente Malucca herhjemme i dag og tager hende til i morgen, så jeg bare kan være Nanna og bare gøre ingenting, eller alt jeg har lyst til (hvilket indtil videre har strukket sig så vidt som at tømme og fylde opvaskemaskinen og sætte vasketøj over, JUHUUU),' skriver Nanna.

Hun fortæller, at terapien er alt for voldsom for hende, og derfor er nogle dage ekstra slemme. Hun håber dog snart, at hendes liv i helvede kan vende, så hun igen kan begynde at skrive positive indlæg på sin blog.

'Jeg kunne mærke en enorm smerte indeni. Jeg har ikke mærket den LÆNGE! Jeg ville bare gerne hjem og smide mit ansigt i puden og skrige, til jeg ikke havde mere stemme tilbage. Det var så ubehageligt. Det føltes bare, som om jeg var gået i stykker fuldstændig, altså gennemsmadret indeni, og det gjorde decideret ondt,' lyder det fra Nanna.

 

Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk.