Nu åbner Nanna-Johanne op om sin fortid i et forhold, der både ødelagde hende og gjorde hende helt blind.

Det er med blandede følelser, at Nanna-Johanne Fonnesbæk deler sin historie, for det er stadig følsomt og sårbart for hende, og historien omhandler den hårdeste episode i hendes liv.

Men nu deler hun den i form af bogen 'Min søde alkoholiker', som kan forudbestilles fra i dag.

Nanna-Johanne tror på, at bogen kan gøre noget godt for andre, der måske kan relatere til forløbet og følelserne, der er forbundet med det.

I bogen fortæller 23-årige Nanna-Johanne om det forhold, hun var i, hvor hun følte, at hun langsomt blev nedbrudt, men hvor hun holdt den følelse skjult.

Hun fortæller også om, hvordan hun kom ud af forholdet og kom til at føle sig fri igen.

»Perioden var en følelsesmæssig rutsjebanetur. Bogen er min måde at fortælle, hvorfor tingene gik, som de gik. Det er den fulde historie om at leve med en mand, der har et skjult alkoholmisbrug, og hvordan ord og hemmeligheder kan ødelægge en,« fortæller den unge mor til Realityportalen.

Hun har til nu helst ikke villet tale om, hvorfor kommunen pludselig blev indblandet i familiens liv, og hvorfor hun blev gift og skilt igen så hurtigt. Men de svar giver hun nu i sin bog. Her lægger hun ikke skjul på, at hun også selv har medvirket til problemerne i ægteskabet.

»Jeg er bestemt heller ikke fejlfri, og det fortæller jeg også om i bogen. Men man kan virkelig blive drevet langt ud, når man står midt i et stort kaos, som vi gjorde,« fortæller hun.

Nanna-Johanne er mor til de to drenge Julius og Miclas, der er fra henholdvis 2015 og 2016.

Hun er i dag lykkelig for, at hun er ude af ægteskabet, og at hun og børnene føler sig så frie, som de gør.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk