De lignede to meget ivrige mennesker, da de i finalen af 'Hotel Romantik' svarede ja til at rejse hjem sammen.

Ole Bertelsen og Birthe Klarskov fandt da også hurtigt hinanden under optagelserne af DRs hitprogram.

72-årige Ole og Birthe fortæller begge om et ganske særligt møde under den første date i appelsinlunden på Mallorca.

»Jeg har noget gigt, så sad jeg på tæppet og tænkte, at når der kommer en mand frem mellem træerne, så vil jeg bede ham om at række mig hånden og trække mig op,« siger Birthe til B.T. og tilføjer:

»Han (Ole red.) er så galant, så han rækker jo bare hånden ud. I samme øjeblik begynder vi at skraldgrine og spørge hinanden om tusind ting.«

Ole fortæller en lignende historie fra deres første møde:

Både Birthe og Ole genkalder sig et helt særligt første møde.
Både Birthe og Ole genkalder sig et helt særligt første møde. Foto: Blu

»Hun sad på tæppet i den appelsinlund. Da jeg kom og så det, tænkte jeg, nu skal jeg ikke ned og sidde, for så kommer jeg aldrig op igen,« siger Ole og fortsætter:

»Så jeg rakte hende hånden og fik hende op at stå. Det grinede vi meget af, for så gik det op i en højere enhed med vores skavanker. Der var noget magisk over det.«

Men spørgsmålet er så: Er de stadig sammen i dag?

»Det kan jeg love dig for, at vi er!« lyder det fra Birthe, der også fortæller, at hun og Ole kalder sig kærester. 

Det har de faktisk været lige siden 'Hotel Romantik'-opholdets afslutning.

»Jamen, lige fra samme øjeblik, vi landede, har vi holdt forbindelsen via Messenger og FaceTime og talt sammen flere gange om dagen. Det er stadigvæk meget hot,« lyder det fra en grinende Birthe.

»Når man møder et menneske, hvor kemien er der med det samme, så sker der jo noget helt magisk, fordi du bare kan mærke, at det er godt hele vejen igennem.«

Ole, der lige nu befinder sig på Kreta, hvor han bor halvdelen af året, fortæller også, at de to stadig er glade sammen.

»Det er et varmt, varmt ønske, der er gået i opfyldelse. Hun er jo et meget levende menneske, der er glad og ser livet fra en positiv vinkel.«

Torsdag rejser Birthe ned til Ole, som hun allerede har været nede at besøge én gang tidligere på året. Her forevigede parret deres kærlighed på en helt særlig måde.

De har nemlig begge fået en tatovering, som forestiller et hjerte med en hyldest til programmet, hvor de mødte hinanden.

Og når Birthe denne gang skal til Kreta, så skal tatoveringen pyntes yderligere med den dato, hvor de to mødte hinanden i appelsinlunden.

Her ses tatoveringen på Oles arm, som både Birthe og Ole har fået.
Her ses tatoveringen på Oles arm, som både Birthe og Ole har fået. Foto: Privat

Nu står fremtiden på flere rejser for parret, men hjemme i Danmark har Birthe også mødt flere af Oles familiemedlemmer.

»De synes jo, at hun var sød. Bagefter sendte min svigerdatter mig en besked, hvor der bare stod: 'Godt scoret',« fortæller Ole om mødet.

Adspurgt, om de skal være sammen resten af deres liv, svarer de begge to:

»Det håber vi virkelig.«