Der er godt gang i spåkuglerne, når de amerikanske Oscar-eksperter giver deres bud på, hvem der hiver de eftertragtede, gyldne statuetter hjem – og alle forudser en stor aften for Thomas Vinterbergs 'Druk', der er nomineret i kategorien 'bedste internationale film'.

Den er en absolut topkandidat, og at Vinterberg også er blevet nomineret for 'bedste instruktør', understreger bare, hvor begejstrede akademiets medlemmer er for filmen, siger Oscar-eksperten Joey Nolfi.

Han er journalist på branchemediet Entertainment Weekly, og han vil gå så vidt som til at sætte alle sine penge på en dansk sejr.

»'Druk' er blandt mine personlige yndlingsfilm fra 2020. Jeg elsker den. Den er velinstrueret og velfortalt, og temaet om at blive ældre og om tabet af identitet kan alle relatere til,« fastslår Joey Nolfi.

Andre velrenommerede fagfolk, B.T. har talt med, er heller ikke i tvivl om, at Vinterberg skal finde takketalen frem natten til mandag, dansk tid, hvor Oscar-showet bliver afviklet i Los Angeles.

»Der er ingen, der kommer i nærheden af 'Druk' som bedste internationale film. Sejren er så godt som sikker,« lyder det fra Dave Karger, der er vært på filmkanalen Turner Classic Movies og fast Oscar-specialist i NBCs 'Today Show'.

Steve Pond er awards editor hos The Wrap, der dagligt skriver om underholdningsindustrien, og han har i årtier dækket de store prisuddelinger. I 2005 udgav han desuden en bog om Oscar-showet og procedurerne bag, og den erfarne skribent kan heller ikke forestille sig, at 'Druk' bliver forbigået.

På papiret lyder handlingen om en gruppe midaldrende mænd, der er fulde hele tiden, imens de underviser deres elever, ikke af meget. Men det er en film, der overrasker og rammer dybt. Den har så meget sjæl og er så velspillet og velinstrueret, hvilket Vinterbergs nominering for bedste instruktør også understreger, siger Steve Pond.

Lige så sikre, de tre erfarne eksperter er på, at 'Druk' vinder bedste internationale film, lige så enige er de dog også om, at Thomas Vinterberg ikke får en Oscar for sin instruktør-indsats. Uafhængigt af hinanden forudsiger alle, at statuetten her går til Chloé Zhao, der står bag 'Nomadland'.

»Det var en overraskelse for alle, at Vinterberg i det hele taget blev nomineret, imens storfavoritter som Regina King ('One Night in Miami') og Aaron Sorkin ('Chicago 7') slet ikke kom så langt. Men som sagt fortæller det noget om, hvor stort et indtryk filmen har efterladt hos akademiets medlemmer, der jo kommer fra hele verden,« forklarer Joey Nolfi fra Entertainment Weekly.

Kollegaen Dave Karger har samme holdning.

»Alene det, at Vinterberg er blevet nomineret som bedste instruktør, er en sejr i sig selv. Det er et uhyre svært felt at blive en del af, men hans talent er tydeligt og fascinerende, og en amerikansk instruktør ville aldrig have været modig nok til at fortælle historien med det nærvær og de detaljer, som Vinterberg har formået at fremkalde,« siger Karger.

Holdet bag filmen med Lars Ranthe, Mads Mikkelsen, Susse Wold, Thomas Vinterberg, Thomas Bo Larsen og Magnus Millang ved gallapremieren.
Holdet bag filmen med Lars Ranthe, Mads Mikkelsen, Susse Wold, Thomas Vinterberg, Thomas Bo Larsen og Magnus Millang ved gallapremieren. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Udover Vinterberg og 'Druk er filmklipperen Mikkel E.G. Nielsen nomineret for sit arbejde med 'Sound of Metal'. Her spår Joey Nolfi fra Entertainment Weekly, at danskeren har gode chancer for at vinde, hvis ikke Alan Baumgarten løber med æren for 'The Trial of the Chicago 7'.

Steve Pond fra The Wrap er noget mere overbevist.

»Der har de seneste år været en betydelig sammenhæng imellem kategorierne bedste lyd og bedste klip, og eftersom 'Sound of Metal' må og skal vinde for bedste lyd, tror jeg også, den går hele vejen, når det gælder klipningen,« siger Steve Pond.

Han afviser heller ikke, at danske Elvira Lind kan overraske og vinde kapløbet om en Oscar for sin kortfilm 'The Letter Room'.

»'Two Distant Strangers', der berører det meget tidsaktuelle Black Lives Matter-tema, er den mest oplagtee vinder blandt kortfilmene, men i sidste ende står det mellem den og 'The Letter Room',« siger han.

Normalt finder Oscar-uddelingen sted i februar, men på grund af corona blev den udskudt til april. Pandemien er også skyld i, at showet bliver afviklet med et langt mindre publikum og færre glamourøse efterfester, men med hele fire danske nomineringer – og mindst en sandsynlig sejr – er der set med hjemlige briller alligevel en helt ekstraordinær begivenhed i sigte.