For to år siden langede David Dencik kraftigt ud efter DR – selvom han stadig er vred, er han nu tilbage i mediehuset.
»Jeg kan også blive vred på min kone og samtidig være gift med hende,« lyder det med et glimt i øjet fra den 48-årige skuespiller.
I oktober 2021 efterlod DR nemlig David Dencik med et halvt års hul i kalenderen – og danskerne med et spild for millioner af licenskroner – efter tv-stationen valgte at nedlægge en stort anlagt serie om Leonora Christina Ulfeldt, kort inden optagelserne skulle være gået i gang.
DR-serien om kongedatteren var gået så meget over budget, at man måtte opgive at gøre den færdig, og chefen for DR Drama, Christian Rank, blev fyret som følge af fadæsen.
Det fik dengang David Dencik – der skulle have haft en af seriens bærende roller – til at kalde det for noget sjuskeri.
»Når man får sådan et los over skinnebenet, kæmper jeg med at bevare respekten,« lød det for to år siden.
Men nu er David Dencik så igen at finde i en af de bærende roller hos DR, i public service-stationens nye søndagsserie 'Huset'.
Denne gang er han stolt og ikke skuffet over samarbejdet med landets public service-station.
»Med denne produktion placerer DR sig igen der, hvor det skal være – altså helt fremme i skoene, når det gælder om at lave relevant drama,« storroser skuespilleren, da B.T. møder ham på pressedagen for den nye serie.
Du langede jo ud efter DR i forbindelse med serien 'Leonora', der aldrig blev til noget – men der er ingen sure miner længere?
»Nej. Jo, jo, jeg er bestemt sur over, at det ikke blev til noget, og det blev behandlet så dårligt – eller det er jeg ikke sur over, men det er jeg virkelig ked af,« forklarer David Dencik.
Men han understreger, at 'Leonora' og 'Huset' er to adskilte produktioner.
Derfor tager han ikke vreden over den første, tabte produktion med sig i den næste DR-produktion.
»Jeg er ikke vred på DR som sted. Jeg er selv barn af DRs børnehave, for min mor arbejdede i DR. Jeg kan godt lide DR, men jeg var da virkelig vred over, at det blev tabt på gulvet så grundigt, som det gjorde,« siger han om den afblæste 'Leonora'-serie.
Sagen endte jo med, at chefen for DR Drama blev fyret – kan du mærke, om der er kommet bedre styr på sagerne siden?
»Jeg kan ikke sige, om det var rigtigt at fyre ham, og jeg kan ikke sige, om der er kommet styr på sagerne, for det ved jeg ikke. Jeg er ikke Mr. DR på den måde, jeg er lønmodtager i DR, og nu er jeg ikke længere dét, så jeg er ikke inde i det.«
'Huset' sendes kl. 20 over seks søndage i september og oktober på DR 1.
Nu hvor serien har ramt de danske tv-skærme, er arbejdet klaret for David Dencik, der i stedet rykker fra dansk til svensk public service.
Den 48-årige dansk-svenske skuespiller skal nemlig være med i en serie på SVT, som også til dels udspiller sig i et fængsel.
David Dencik har flere gange tidligere optrådt på DR. Han spillede den underkuede bankdirektør Simon Absalonsen i anden sæson af 'Bedrag' fra 2016, og har desuden haft mindre roller i DR-serierne 'Lykke', 'Livvagterne', 'Sommer', 'Forbrydelsen' og 'Ørnen'.
Hør seneste afsnit af B.T.-podcasten 'Det vi taler om' her.