Vidste du, at der er en dansker med i en af sommerens store, amerikanske Netflix-serier?

Ved siden af Hollywood-stjerner som Steve Carell og John Malkovich spiller den danske skuespiller Thomas Øhrstrøm – eller Ohrstrom, som det staves på amerikansk – med i den stort anlagte komedieserie 'Space Force' i rollen som videnskabsmanden dr. Vandeveld.

Hvis ikke navnet Thomas Øhrstrøm siger dig noget, giver det god mening, for selv om han stadig opfatter Farum som sin hjemby, så har den danske skuespiller med egne ord flyttet rundt i verden 34 gange, før han fyldte 30, og har endnu sin danske rolle til gode.

»Jeg er født i Bollnäs i Sverige. Min mor er hollandsk, min far er dansk, og min bror er født i Aalborg,« fortæller Thomas Øhrstrøm til B.T. om sin geografisk spraglede baggrund.

Thomas Ohrstrom til højre bagved Steve Carell.
Thomas Ohrstrom til højre bagved Steve Carell. Foto: Netflix / Rød ring er redigeret ind
Vis mere

»Min far arbejdede først hos Novo Nordisk, siden for ZymoGenetics i Seattle, men da familien flyttede tilbage til Europa, blev jeg i USA for at forfølge mine ambitioner inden for skuespillet,« tilføjer han.

I sine unge år gik han på Marie Kruses Skole i Farum. Det var her, han fik smag for at spille skuespil.

Da familien rejste til USA, og han kom på college, valgte han en skuespilslinje, og til sidst blev han uddannet i New York, før turen gik til Los Angeles.

»Det er hårdt arbejde, og jeg er heldig at have gode folk med og omkring mig,« fortæller han om livet i filmbyen, hvor han ifølge sin egen IMDB-profil sidste år fik sit gennembrud i tv-serien 'Sunnyside'.

Han fortæller om den første tid i Los Angeles:

»Jeg måtte køre til Seattle og bo med venner, da et par forhold faldt fra hinanden. Et år efter havde jeg sparet nok sammen til at flytte tilbage til L.A. for at bo på et deleværelse med en fremmed, som i dag er blevet en god ven. Jeg fik job hos den lokale købmand, hvor jeg blev venner med en kunde, der hyrede mig som produktionsassistent på en reklamefilm. Det vil sige: Hente vand, rydde op, være venlig. En af cheferne syntes om mig, og efter fire måneder havde jeg opbygget et netværk i filmbranchen.«

Han drømte om at blive instruktør. Efter et år var han med på produktioner med navne som Cher, Kevin Hart og Steve Carrell som ham, der står med klaptræet og råber 'action', og han følte efterhånden, at han kendte branchen godt indefra.

»Jeg fik desværre en rygskade hos købmanden og endte med at tage en timeout hos mine forældre i Holland. Efter to måneder var ryggen bedre, og en dag på en gåtur fandt jeg en podcast, der handlede om skuespil og om ikke at give op,« fortæller han.

Thomas Ohrstrom.
Thomas Ohrstrom. Foto: Pressefoto
Vis mere

I podcasten dukkede en kvinde op ved navn Abbey MacDonald, som han straks følte en forbindelse med, så da han vendte tilbage til Los Angeles, mødte han hende tilfældigvis ved et bryllup, hvor de faldt i snak, og i dag er hun hans manager, der blandt andet skaffede ham en audition til serien 'Sunnyside', som førte videre til hans aktuelle rolle i 'Space Force'.

»Karrieremæssigt er det et drømmejob. Alle på 'Space Force' er top i industrien, og det er jo helt vildt at få lov til at spille med kæmper som Steve Carrell, John Malkovich og Don Lake. Da vi lige nu er i en forlænget lockdown, og man ikke helt har fundet ud af, hvordan man starter filmoptagelser op igen, er det svært at vurdere 'karriere-impact', men jeg regner med flere roller i den kommende tid, og måske kommer der en 'Space Force 2', hvem ved?«

Thomas Øhrstrøm synes, det ville være sjovt at medvirke i en dansk film eller tv-serie, og Danmark står stadig hans hjerte meget nær, fortæller han:

»Det er mit hjemland. Jeg er stolt dansker og har Dannebrog hængende på væggen. Flaget fik jeg af min farfar, som er en af de sidste overlevende frihedskæmpere. Min bror bor i København. Vi har et sommerhus på Sjælland, og jeg kommer gerne til Danmark et par gange om året på ferie, hvor jeg altid ender lidt i en overvejelse, om man skulle blive i kongeriget. Jeg ser selvfølgelig også Dronningens nytårstale og har lært mange om de danske juletraditioner.«