»Will Smith har været alt for syg. Alt for sprød. Jeg føler, han har respekteret mig, selv om jeg selv tænkte: 'Hvem er jeg i forhold til at skulle lære ham noget som helst? Jeg er jo bare en gut på 19 år'.«

Danske Nicky Andersen fra Virum søgte egentlig bare et job som baggrundsdanser i Disneys kommende storfilm 'Aladdin'.

Men inden optagelserne var ovre, opnåede han både at blive dansetræner for bl.a. Hollywood-stjernen Will Smith, der spiller lampeånden, Genie, og at blive assisterende koreograf på kæmpesatsningen. En ærefuld titel, der ofte kræver årevis af erfaring.

Men det blev endnu vildere. Så fra torsdag kan man også opleve den unge dansker som selveste Aladdin, når live action-filmen får premiere i hele verden.

Den unge dansker har ingen replikker i filmen, men da den canadiske skuespiller Mena Massoud, der spiller rollen som Aladdin, ikke kan danse, er det Nicky Andersen, man ser på det store lærred, hver gang gadedrengen har en dansescene.

Bl.a. i traileren, som du kan se over artiklen.

Nicky Andersen har danset, siden han var fire år. Han har danset for kunstnere som Christopher, Nabiha og Bro og var som 14-årig solodanser i pauseunderholdningen, da det europæiske Melodi Grand Prix blev afholdt på dansk grund i 2014.

Men hans store drøm har altid været film. Så da han pludselig så et opslag om, at Disney søgte dansere til live action-udgaven af tegnefilmen 'Aladdin', slog han til og sendte en video af sted. Også selv om han stod med det ene ben ude ad døren på vej til Thailand med familien.

Nicky Andersen (th.) sammen med Jamal Sims og Mena Massoud (i midten), som er den 'rigtige' Aladdin i filmen.
Nicky Andersen (th.) sammen med Jamal Sims og Mena Massoud (i midten), som er den 'rigtige' Aladdin i filmen. Foto: Privat
Vis mere

»Fire dage senere fik jeg et opkald fra agenten om, at Jamal Sims (anerkendt chefkoreograf, red.) havde set min video, og at han gerne ville hyre mig som assistentkoreograf. What? Jeg havde jo søgt som danser, og der havde været fire runder af auditions, hvor der havde været 500 mennesker pr. gang!« siger Nicky Andersen.

»To dage senere skulle jeg til London, så jeg måtte forlade ferien med familien og tage til min første træning i hawaiiskjorte og badeshorts, for det var det eneste, jeg havde i min kuffert.«

I begyndelsen vidste Nicky Andersen ikke, at han skulle være Aladdin.

Han var hyret til bl.a. at lære den canadiske hovedrolleindehaver at danse, så da instruktøren, Guy Ritchie, kom ind og sagde: »Nicky, vi skal have Aladdin til at danse,« kunne han kun svare, at det jo altså var det, han var i gang med.

Castet til Aladdin. Fra venstre: Nasim Pedrad, Marwan Kenzari, Naomi Scott, Mena Massoud, instruktør Guy Ritchie, Alan Menken, Will Smith, Navid Negahban og Numan Acar.
Castet til Aladdin. Fra venstre: Nasim Pedrad, Marwan Kenzari, Naomi Scott, Mena Massoud, instruktør Guy Ritchie, Alan Menken, Will Smith, Navid Negahban og Numan Acar. Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere

»Nej, nej, han skal danse for sindssygt. Han skal danse hiphop, lave saltomortaler og gå amok,« fortsatte instruktøren.

»Okay, men det kan jeg nok ikke lære ham. Han er jo ikke professionel danser,« svarede Nicky Andersen.

»Nej, selvfølgelig ikke. DU bliver hans danse-double. Disney har masser af penge, så vi sætter bare hans ansigt over på dit,« husker han Guy Ritchie sige.

Og så blev det sådan.

Nicky Andersen fik tegnet prikker i ansigtet, så en computer kunne sætte hovedrolleindehaveren Mena Massouds ansigt over på hans, når han dansede i rollen som Aladdin.
Nicky Andersen fik tegnet prikker i ansigtet, så en computer kunne sætte hovedrolleindehaveren Mena Massouds ansigt over på hans, når han dansede i rollen som Aladdin.
Vis mere

Selv om det var sjovt at være på fornavn med Will Smith og Guy Ritchie, og selv om det var surrealistisk at sidde som ung knægt og skabe koreografien til så stor en satsning, var det budgettet, Nicky Andersen peger på som det mest vanvittige ved at arbejde på 'Aladdin'.

»I Danmark, når man får en idé til en reklamefilm, skal man lige tale penge først, og så bliver det skudt ned. Men hvis jeg kom hen til Guy Ritchie og sagde, at jeg skulle bruge 20 løver, 30 kameler og en elefant, og at det ville kræve CGI og en ekstra udgift på 50 millioner, så var han sådan: 'Ja, okay, det siger jeg videre til Disney'.«

Når en film har så stort et budget, må der unægtelig også falde lidt af til skuespillerne. Men det ønsker Nicky Andersen ikke at tale om.

»Lønnen er jo ... i forhold til at det er en Hollywood-film ... Jeg har ikke hvert fald ikke skullet forhandle løn,« smiler han.