Den danske film 'Druk' har høstet massevis af ros og anerkendelse, siden den blev lanceret, og nu kan skuespillerne og instruktør, Thomas Vinterberg, tage et af de ultimative komplimenter til sig.

I en artikel hos BBC skriver journalist Nicholas Barber nemlig, at det er så overbevisende en skuespilpræstation, at seeren må tvivle på, om det er sandt eller ej – det man ser i filmen.

Han skriver, at man begynder at tvivle på, om Mads Mikkelsen og de andre 'gymnasielærere' rent faktisk er fulde i 'Druk'.

'Det danske bidrag til kategorien for bedste internationale film ved Oscar-uddelingen, Vinterbergs pikante tragikomiske beretning om midtvejskrisen, er med Mads Mikkelsen i rollen som en af fire udkørte lærere, der eksperimenterer med at være påvirket af alkohol igennem en arbejdsdag,' lyder det i artiklen, som fortsætter:

'Deres rus virker så fuldstændigt autentisk, at en scene med Mads Mikkelsen, der danser fuld på en mole, af samme grund bliver delt vidt og bredt på sociale medier.'

Nicholas Barber satte sig for at undersøge, om skuespillerne på noget tidspunkt var fulde, mens de filmede. Det beretter journalisten i artiklen.

Her refererer han et interview med Mads Mikkelsen, som understregede over for ham, at de ikke var fulde. Hvilket der var flere gode grunde til.

»Vi var meget afklarede om det fra starten,« lyder det fra Mikkelsen til det britiske medie.

»Hvis man laver en eller to scener i en film, hvor man skal være fuld, så tager man sig måske en øl for at få fornemmelsen, men vi gjorde det her i 60 dage, så det var en no-go.«

Mikkelsen kalder det til og med 'amatørisme', hvis man må forlade sig på alkohol for at virke fuld som skuespiller.

Ligesom svaret på, hvordan man så opnår den overbevisende præstation, som han og medskuespillerne Magnus Millang, Lars Ranthe og Thomas Bo Larsen leverer, er ligefor. Med hårdt arbejdede og gentagelser, lyder opskriften fra Mikkelsen.

'Druk' har foruden at være et dansk Oscar-håb allerede høstet Robert-prisen for både årets danske spillefilm, årets mandlige hovedrolle (Mikkelsen, red.) og årets instruktør.