De danske stemmer bag Aladdin, Jasmin og Pocahontas tager nu Nikolaj Lie Kaas i forsvar.
Da Disney henover julen havde premiere på den nye animationsfilm 'Soul', blev det mødt af kritik, at en hvid skuespiller – Nikolaj Lie Kaas – lagde stemme til filmens sorte hovedperson.
Kritikken, der blandt andet er nået hele vejen til USA, går blandt andet på, at man er med til at holde minoriteter i birollerne.
B.T. har spurgt et par af de danske Disney-stemmer, om det tidligere har været et tema, at stemmeskuespilleren ikke har samme hudfarve som den karakter, de lægger stemme til.
»Det vigtigste må være, at stemmen passer i stemmeleje i karakteren. Ens hudfarve kommer ligesom ikke med på lydsporet,« lyder det fra Susanne Elmark, der i 1995 lagde stemme til indianerpigen Pocahontas.
»Stemmen bag den originale amerikanske Pocahontas, Judy Kuhn (der delte rollen med Irene Bedard, red.), er jødisk newyorker, hvilket der ikke er meget indianer over. Jeg selv er tre ottendedele dansk, en ottendedel russer og halv tysk, men fik problemløst lov til at at være den danske Pocahontas. Ingen gik op i, at jeg ikke var af indiansk afstamning,« tilføjer hun.
Søren Launbjerg, der i 1992 første gang lagde stemme til den arabiske sagnfigur Aladdin, fortæller, at han ingen betænkeligheder havde ved at takke ja til rollen.
»Jeg kunne umiddelbart identificere mig med karakteren og de følelser og reaktioner, der var i spil. Man kan så med rette kritisere Aladdin for at være en stereotyp vestlig eventyrudlægning af arabisk kultur, men denne kritik er jo ikke knyttet til forløsningen eller versioneringen på dansk.«
Han afviser, at eksempelvis sorte kun kan spille sorte og tilføjer:
»Vi er skuespillere, og det er vores job at spille forskellige roller, der ikke er »os selv«. Kun hvis vi forløser denne opgave troværdigt og i solidaritet med karakteren, gør vi det godt. Når det er sagt, kan stemmespecialister faktisk høre, om du eksempelvis er tyk eller tynd, og jeg mener også, at soulmusik oftest klinger mest autentisk med sorte stemmer. Men ud fra et krænkelsesperspektiv synes jeg, at der er tale om en overreaktion.«
Ilia Swainson, der i 1992 spillede over for Søren Launbjerg i 'Aladdin' som prinsesse Jasmin, fortæller ligeledes, at det dengang ikke var et tema, hvilken hudfarve hun havde.
»Jeg blev valgt på en rå stemmeprøve. Jeg var fuldstændig ukendt og uprøvet, det var den første tegnefilmsfigur, jeg lagde stemme til. Det handlede om, at jeg havde den rigtige klang, diktion og følelsesfuldhed i stemmen, der kunne give figuren det ønskede liv og troværdighed. Det var det eneste hensyn, der blev taget, og man gjorde sig super umage for at finde de helt rigtige stemmer, og der blev sendt stemmeprøver frem og tilbage til Disney i én uendelighed,« fortæller hun.
Hun nævner, at Lars Thiesgaard, der de seneste 30 år har haft ansvaret for at finde og instruere de danske stemmer, igennem årene har vundet priser på at lave de bedste danske versioneringer af udenlandske tegnefilm netop ved at fokusere på at finde den bedste kunstner til at forløse karakteren uanset hudfarve eller andet.
Ilia Swainson forklarer, at hvis man fokuserer på hudfarve eller andet privat ved skuespilleren, kommer det til at handle om ham eller hende. Fokus bør være på at få historien og dens karakterer til at leve.
Hun forstår dog samtidig godt, at nogle grupper kan føle sig oversete, men at det er ukonstruktivt for eksempel at kritisere et valg som Nikolaj Lie Kaas.
»Det graver grøfter i stedet for at bygge broer. Selvfølgelig skal vi have øje på, at der er en masse strukturer, der skal gøres op med overalt i vores kultur, men det hjælper ikke, at vi bare skammer den enkelte skuespiller ud. Vi skal blive bedre til at hylde mangfoldigheden i det hele taget i rekruttering. Men målet må altid være at forløse opgaven med fokus på det stærkest mulige kunstneriske resultat.«
Ilia Swainson tilføjer, at en at ting, som man faktisk har talt om i branchen, er et andet skifte, som skete for cirka 15 år siden.
»Det blev pludselig vigtigt for produktionsselskaberne, at det var kendte skuespillere som Nikolaj Lie Kaas, Mads Mikkelsen og Trine Dyrholm, der lagde stemmer til tegnefilmene. De er også fantastiske kunstnere, men hvis kunderne flyttede fokus fra kendisfaktoren, kunne det være, man kunne finde spillere, der kunne forløse karakterne ligeså godt eller bedre og dermed opnå målet om større mangfoldighed.«
