Som barn lå Danica Curcic på vagt om natten og kiggede efter ånder. Hun har altid haft en levende fantasi, hvilket hun i dag som voksen kan drage nytte af, fortæller hun.

Den 35-årige skuespiller er fra 30. december aktuel i den danske overnaturlige Netflix-serie 'Equinox', hvor hun spiller en kvinde, der som barn bliver traumatiseret over sin søsters mystiske forsvunden og begynder at se syner og høre stemmer. Som voksen har hun fået styr på sit liv, indtil hun en dag pludselig får et telefonopkald, der får det hele til at vende tilbage.

»Jeg ved jo ikke, hvor meget jeg må afsløre, men den personificering af Astrids (Curcics karakter, red.) mareridt, som de havde lavet rent visuelt. Da jeg så det væsen foran mig. Det syntes jeg var ret uhyggeligt. Det var sådan, 'ad, hvor klamt, du skal ikke komme for tæt på',« fortæller Danica Curcic med et grin om en del af optagelserne til 'Equinox', der, selv om det jo er fiktion og hendes arbejde, alligevel var ret skræmmende at lave.

Danica Curcic i 'Equinox'.
Danica Curcic i 'Equinox'. Foto: Netflix/PR
Vis mere

Ud over nu at medvirke i en serie, der leger med mødet mellem fantasi og virkelighed, har Danica Curcic hele livet haft et særligt forhold til det overnaturlige.

Hun mindes sine egne teenageår, da gyserfilmen 'The Blair Witch Project' kom ud, og den blev solgt, som om det var en virkelig historie om tre gymnasieelever, der forsvandt ud i en skov under optagelserne til en dokumentarfilm om en heks.

»Jeg var så bange. Jeg kan huske, at jeg var helt sikker på, at det var virkeligt, at man havde fundet et videobånd ude i skoven,« fortæller Danica Curcic.

Danica Curcic i 'Equinox'.
Danica Curcic i 'Equinox'. Foto: Netflix/PR
Vis mere

I P3-programmet 'Den sorte boks' fortalte hun for et par år siden, at hun som barn til tider havde svært ved at sove om natten, da hun følte, hun kunne mærke ånder i rummet, hvilket hun var ret fascineret af.

Da B.T. spørger, om hun vil uddybe, siger hun med et smil:

»Jeg havde en meget vild og livlig fantasi.«

Hun husker tilbage:

»Jeg havde rigtig mange vilde drømme, og om natten i mørke så og hørte jeg ting, som var meget virkelige for mig. Jeg troede også på ånder. Når jeg i dag tænker tilbage på det, så var jeg nok meget fintfølende og sensitiv, tror jeg.«

Danica Curcic modtog tidligere på året Kronprinsparrets Kulturpris af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
Danica Curcic modtog tidligere på året Kronprinsparrets Kulturpris af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hun fortæller videre, at hun som barn havde en veninde fra Brasilien, hvis far var billedkunstner og meget livlig.

»Han malede om natten og troede meget på den åndelige verden. Jeg kan huske, at jeg mange gange stod med min veninde og hendes far, og så kunne han pege og sige, 'se pigen, der sidder derovre'. Så jeg var meget tæt på ting, der var uforklarlige.«

Danica Curcic tilføjer, at hun sagtens stadig kan have meget livlige drømme i dag, og det kun er en fordel som skuespiller, mener hun.

»Det er jo super fedt i forhold til mit fag at kunne leve sig så vildt ind i ting.«

epa07356488 Danish-Serbian actress Danica Curcic arrives for the premiere of 'Out Stealing Horses' during the 69th annual Berlin Film Festival, in Berlin, Germany, 09 February 2019. The movie is presented in the Official Competition at the Berlinale that runs from 07 to 17 February. EPA/ADAM BERRY
epa07356488 Danish-Serbian actress Danica Curcic arrives for the premiere of 'Out Stealing Horses' during the 69th annual Berlin Film Festival, in Berlin, Germany, 09 February 2019. The movie is presented in the Official Competition at the Berlinale that runs from 07 to 17 February. EPA/ADAM BERRY Foto: ADAM BERRY
Vis mere

Ud over 'Equinox' er Danica Curcic for tiden med i en anden ny dansk Netflix-produktion, nemlig serien 'Kastanjemanden' baseret på Søren Sveistrups bog af samme navn. En serie, der endnu ikke har fået nogen premieredato.

Fordi Netflix står bag, kommer serierne ud til hele verden, hvilket Danica Curcic synes er fantastisk, men det er ikke noget, hun tænker over eller vælger ud fra i forhold til en videre international karriere.

»Det er bare en bonus, at det er den platform og fantastisk med et så bredt publikum.«

Hun har også andre kommende projekter, som hun ikke må sige noget om endnu, men som hun til sidst tilføjer:

»Som 2020 har været, så er det jo svært at sige, hvad der kommer til at ske. Vi må bare tage en dag ad gangen.«