For 25 år siden oplevede skuespiller André Babikian noget, han ikke siden har kunnet give slip på.

Episoden, der har været med til at forme ham som menneske, fandt sted for mange år siden i Indien. Her var han skyld i, at en anden mand fik tæsk.

Det fortæller han i onsdagens afsnit af 'Til middag hos', hvor gæsterne Silas Holst, Claire Ross-Brown og Katerina Pitzner opmærksomt lytter med, mens han beretter om den voldsomme hændelse.

Han og en kammerat var dengang taget til den hellige by Varanasi, der ligger lige ved Gangesfloden.

»Hele området omkring Ganges er ekstremt helligt. Der er ligbrændinger hele vejen ned langs floden,« fortæller han.

En dag lejede makkerparret en bådmand, der kunne sejle dem op ad floden for at se ligbrændingerne. Et syn, som André Babikian ville forevige med sit medbragte kamera.

»Manden i båden så, jeg tog det frem, og så sagde han, at det skulle jeg ikke gøre, for det kunne de ikke lide.«

»Så vendte han sig om, og jeg tænkte, at det gjorde jeg sgu lige alligevel.«

André Babikian og gæsterne ved middagsbordet.
André Babikian og gæsterne ved middagsbordet. Foto: Nent Group
Vis mere

Og det gjorde han så, hvilket ikke gik ubemærket hen. Der var nemlig blitz på. Menneskerne på bredden så det. Blev vrede. Begyndte at råbe. .

»De blev meget sure og hidsede sig op, og jeg tror også, de sagde noget med, at vi skulle komme ind til bredden, for de ville tale med os.«

»Jeg blev pissebange og sagde til bådmanden, at nu skulle han bare tage og komme ned ad floden – tilbage hvor vi kom fra.«

Men bådmanden afviste. Han var nødt til at ro ind, forklarede han. Ved land blev han mødt af to betjente med høje bambuskæppe i hænderne. De to fat i mandens krave og hev ham op på land.

»Og så gennembankede de ham for øjnene af mig.«

»Lige dér kunne jeg fornemme, at jeg ikke havde noget at skulle have sagt. Jeg skulle bare blive siddende i båden og holde min kæft,« fortæller den i dag  47-årige mand, for hvem episoden stadig står helt klart:

»Det er bestemt en historie, der har sat sig i mig og på nogen områder har været definerende for den person, jeg er i dag.«

'Til middag hos kan ses på Viaplay og på TV3 klokken 19 onsdag.