En masse hårdt arbejde endte i weekenden for triumf for realitydeltageren.

En masse hårdt arbejde gav i weekenden pote for den tidligere 'Robinson Ekspeditionen'-deltager Malou D. Petersen.

Her stillede hun op i kategorien 'Body fitness – 163' ved Newcomers-stævnet i Herning, der er et debutantstævne for fitness- og bodybuilding, som er arrangeret af Dansk Bodybuilding og Fitness forbund.

Det gik, som hun drømte om, da hun kunne lade sig hylde som vinderen blandt de fire personer. Det fortæller en stolt Malou til Realityportalen.

»Jeg tror, jeg fældede en tåre, og så var det ellers bare at række armene i vejret og råbe 'yes, yes, yes',« siger realitybaben, der har arbejdet hårdt for at vinde.

»Jeg har været målrettet mod målet og hele tiden vidst, hvor meget jeg ville det. Da mit navn så blev råbt op til førstepladsen, blev jeg virkelig, virkelig overvældet. Det har jo været mit mål i ét år nu at vinde den konkurrence.«

Nyt mål

'Robinson Ekspeditionen'-deltageren tog efterfølgende ud og fejrede den store triumf.

»Jeg blev fejret med familie, venner og kæreste. Vi var ude at spise burger, og så hyggede vi med guf og kage,« siger hun.

Der var dog ikke plads til alt for stor fejring. Malou har nemlig sat sig et nyt mål, der ikke ligger alt for langt ude i fremtiden.

»Næste mål er om 14 dage, den 4. maj, hvor jeg igen stiller op i Ringsted,« slår hun fast.

Herunder kan du se den stolte vinder:

Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk.