I sidste uge var det produktionsselskabet Deluca Film A/S, der blandt andet producerede TV 2-serien 'Hvide Sande', der gik konkurs.

Og nu må endnu et dansk produktionsselskab dreje nøglen om.

Det skriver Filmmagasinet Ekko.

Der er tale om Copenhagen Bombay Production, der har eksisteret i 17 år. De har især gjort sig i børneanimation.

30. oktober indgav de ifølge mediet begæring om afsigelse af konkursdekret ved Sø- og Handelsrettens Skifteret.

Firmaet er blandt andet stiftet af Anders Morgenthaler, som dog forlod det i 2011. I dag er det Sarita Christensen, som også var med til at stifte det, der står alene i spidsen.

»Vi har vurderet, at vi ikke kan få produktionsselskabet til at bære, som det ser ud nu. Og det er selvfølgelig trist, for det er jo et stort aktiv for Copenhagen Bombay. Men produktionen har desværre ikke kunnet køre rundt de sidste par måneder,« siger Sarita Christensen til Filmmagasinet Ekko.

Hun håber dog, at de andre selskaber under Copenhagen Bombay Holding kan fortsætte, men der er ingen garantier.

Årsagen til konkursen er simpel, forklarer direktøren. Der er ikke nok produktioner, hvilket betyder, at firmaet tjener for lidt.

Hun mener, at hele branchen har brug for en nødhjælpspakke, sådan som situationen er lige nu, hvor flere må give op.

Copenhagen Bombay Production har haft omkring 50 mennesker tilknyttet.