Danske Elvira Lind, der søndag var nomineret til en Oscar for sin kortfilm 'The Letter Room', beskyldes for at have plagieret plottet fra en tyrkisk film.

Ifølge det amerikanske filmmedium IndieWire har en debat i det tyrkiske filmmiljø om lighederne mellem Elvira Linds film og den tyrkiske film 'Passed by Censor' fra 2019 nu ført til, at den tyrkiske instruktør Serhat Karaaslan overvejer at sende sine advokater efter den danske filminstruktør.

»Vi blev opmærksomme på denne situation gennem sociale medier og filmanmeldere. Vi overvejer nu vores juridiske muligheder sammen med vores co-producenter i Tyrkiet, Tyskland og Frankrig,« lyder det fra Serhat Karaaslan og hans samarbejdspartnere til IndieWire.

Kritikken går på, at hovedrollerne i de to film skulle ligne hinanden: Fængselsbetjente, der skal læse brevene til de indsatte, inden de selv får dem, for at sikre sig, at de ikke indeholder kompromitterende materiale.

Elvira Lind er gift med Hollywood-stjernen Oscar Isaac, der spiller med i hendes film 'The Letter Room'. Her er de til Oscar-uddelingen i 2020.
Elvira Lind er gift med Hollywood-stjernen Oscar Isaac, der spiller med i hendes film 'The Letter Room'. Her er de til Oscar-uddelingen i 2020. Foto: Robyn Beck
Vis mere

Flere danske medier tog sagen op mandag, hvilket fik Elvira Lind til på Instagram at afvise anklagerne, som, hun mener, der 'absolut intet hold er i':

»Hverken jeg eller nogle andre involverede i 'The Letter Room' havde set eller været opmærksomme på den tyrkiske film, før de tyrkiske advokater bad om økonomisk kompensation. Vores film er et fuldstændig selvstændigt værk,« skriver hun blandt andet og tilføjer over for dr.dk:

»Den tyrkiske instruktør og hans hold fandt den perfekte mulighed for at få opmærksomhed på dem selv og deres film ved at komme med falske anklager mod en lille kortfilm, som pludselig får kærlighed og ekstra opmærksomhed, fordi den bliver Oscar-nomineret.«

Hun bakkes op af producer på Nordisk Film René Ezra, der til dr.dk fortæller, at det er omkring fire-fem år siden, at Elvira Lind første gang fortalte ham om ideen til sin film. Han tilføjer, at han selv har befundet sig i en lignende situation, hvor det er gået op for ham, at film, han arbejdede på, mindede om en anden, som han aldrig havde hørt om.

Oscar Isaac spiller i 'The Letter Room' fængselsbetjenten Richard.
Oscar Isaac spiller i 'The Letter Room' fængselsbetjenten Richard.
Vis mere

Spørger man filmredaktør hos Soundvenue Jacob Ludvigsen, har de tyrkiske filmfolk umiddelbart heller ikke en stærk sag.

»Jeg er personligt af den holdning, at det er en rimelig bizar anklage. Hvorfor skulle en dansk instruktør, der er i gang med sin første spillefilm, tænke, 'den her tyrkiske film, som ingen har hørt om, den sakser jeg lige fra'? Så tror jeg trods alt, at chancen for, at to mennesker har tænkt nogle tanker, der er lidt halvbeslægtede, er lidt større.«

Han tror heller ikke, at sagen vil få nogen større betydning for Elvira Lind på sigt.

»Jeg tror godt, at de folk i Hollywood, der skal tage stilling til hendes karriere, kan skelne mellem, hvad der er seriøst i sådan nogle sager her, og hvad der ikke er. Det er en tyrkisk film, som primært har været på nogle relativt obskure filmfestivaler, og som stort set ikke er blevet anmeldt i internationale medier, så hvordan skulle Elvira Lind været stødt på den?«

Fra filmen 'Passed By Censor'.
Fra filmen 'Passed By Censor'. Foto: Pressefoto
Vis mere

Jacob Ludvigsen fortæller, at sådanne sager ikke er helt usædvanlige i filmbranchen, og nu har det så ramt Elvira Lind, fordi hendes film har fået opmærksomhed ved sin Oscar-nominering.

»Det er jo stadig super ubehageligt for hende, for hvis du googler hendes navn nu, vil sagen dukke op og på den måde klæbe til hendes navn.«

»Men jeg tvivler på, at det vil få særlig stor betydning fremover.«

39-årige Elvira Lind, der er født i København men uddannet på en filmskole i Cape Town i Sydafrika, har tidligere vundet priser for sine dokumentarfilm 'Songs for Alexis' og 'Bobbi Jene'.

Elvira Lind på den røde løber til årets Oscar-uddeling.
Elvira Lind på den røde løber til årets Oscar-uddeling. Foto: CHRIS PIZZELLO
Vis mere

Privat danner hun par med den amerikanske skuespiller Oscar Isaac, der især er kendt for at spille piloten Poe Dameron i de tre seneste film i 'Star Wars'-sagaen.

De holdt i flere år deres forhold hemmeligt for offentligheden, men i 2016 mødte de op sammen på den røde løber til Golden Globes-uddelingen og bor i dag i New York med deres to børn, Eugene og Mads.

Oscar Isaac har tidligere medvirket i musikvideoen til den danske musiker Trentemøllers nummer 'Gravity', som Elvira Lind instruerede, ligesom han også spiller hovedrollen i 'The Letter Room'.

Elvira Linds danske presseansvarlige oplyser til B.T., at hun ikke kommer til at udtale sig yderligere om sagen på nuværende tidspunkt.