Verdens største streamingtjeneste har set sig lun på Danmark.

Sidste år havde Netflix premiere på deres første danske serie om en gruppe unge, der forsøger at overleve en postapokalyptisk verden. Den 17. maj udkommer anden sæson af 'The Rain'.

»Det var kun et par uger efter premieren, at Netflix sagde, at vi skulle fortsætte. De fortalte, at der sad folk i Mexico, Brasilien, Frankrig og USA og var vilde med os. Så bliver man jo bare super glad, og vi havde da også håbet på at lave en ny sæson,« fortæller Jannik Tai Mosholt, der er en af hovedkræfterne bag 'The Rain'.

Som optakt til den nye sæson har Netflix inviteret journalister fra hele verden – også B.T. – til Hotel D'Angleterre i København for at interviewe det danske hold.

Alba August spiller med i 'The Rain'.
Alba August spiller med i 'The Rain'. Foto: Per Arnesen/Netflix
Vis mere

Man vil ikke sige, hvor mange der globalt set har set 'The Rain', eller hvor meget den har kostet at lave, men der skulle angiveligt sidde fans i hele verden og følge med, når skuespillere som Mikkel Boe Følsgaard og Alba August render rundt i skovene på Sjælland og Sydsverige og frygter en virus.

»Netflix har fortalt os, at det er en af deres store succeser i hele verden. At vi har banet vejen for at tage de her små lokale serier og gøre dem globale,« fortæller Christian Potalivo – en anden af hovedkræfterne bag 'The Rain'.

Den store gimmick i første sæson var, at man ved hjælp af avanceret computergrafik havde fået det til at se ud, som om København lå i ruiner. Særligt billeder af et ødelagt Tivoli gjorde indtryk.

I den nye sæson har Christian Potalivo og Jannik Tai Mosholt kastet deres kærlighed på blandt andet Roskilde Domkirke og Dyrehavsbakken, der i 'The Rain'-udgaven omdannes til en spøgelsesby.

»Der var jo en frygtelig brand ude på Bakken i efteråret, kort før vi skulle optage. Vi var bange for, om det ville gå ud over vores optagelser, men de skader, branden havde medført, passede faktisk ret godt ind i vores univers. Så det var lidt held i uheld,« smiler Christian Potalivo.

Især de danske anmeldere var knap så begejstrede for første sæson af 'The Rain', som blev beskyldt for at have for mange plothuller og svingende skuespilpræstationer.

»Selvfølgelig vil alle ikke elske det,« lyder det fra Christian Potalivo, men tilføjer, at det ikke er noget, de har brugt tid på at tænke over.

»Angsten for at fejle må aldrig styre processen. At der så var så mange, der kunne lide den, at Netflix ville have en sæson to, er jo bare fantastisk,« tilføjer han.

Under optagelserne til den første sæson regnede det konstant, hvilket var en udfordring for filmholdet, når nu regnen i 'The Rain' er farlig.

Da de sidste sommer gik i gang med optagelserne til sæson to, var problemet lige omvendt: Her ramte de ind i den tørreste sommer i mange, mange år.

»Nu var udfordringen, at der jo var afbrændingsforbud, og vi havde flere scener, hvor vi skulle sætte ild til noget,« griner Jannik Tai Mosholt.

»Klimaet har virkelig sin egen måde at fortælle os, at vi skal tænke os om,« tilføjer Christian Potalivo.

De vil endnu ikke fortælle, om der også kommer en tredje sæson. De har stadig ideer til at folde historien yderligere ud, men afventer svar fra Netflix.

»Vi må se, hvad der sker. Vi glæder os bare til at se, om folk stadig vil se med,« lyder det fra Jannik Tai Mosholt.